Undgå kø: På disse tidspunkter bliver juletrafikken værst
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Færgeaflysninger giver kødannelser i Frederikshavn
Du skal særligt tænke dig om en ekstra gang, når du begiver dig ud på vejene 26. december.
Mange går fredag og de kommende dage på juleferie, og det betyder trængsel på vejene i visse tidsrum.
Du gør derfor klogt i at læse med her, hvis du vil slippe udenom den værste juletrafik, når du skal transportere dig til og fra dine nærmeste i juletiden.
Vejdirektoratet er nemlig kommet med en trafikprognose, og her fremgår det, at der hverken ventes at blive større forsinkelser 20., 21. eller 22. december.
26. december i tidsrummet mellem klokken 11.00 og 15.00 er der derimod stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.
Også 23. december mellem klokken 11.00 og 14.00 skal bilisterne muligvis væbne sig med tålmodighed i trafikken. For her ventes der tæt trafik, og der er risiko for mindre kødannelse.
Ifølge DSB tager flere danskere allerede toget hjem til jul i løbet af i dag, fredag.
- Vi forventer en rekord i juleudrejserne i år, fordi julen er placeret på en tirsdag, siger DSB's informationschef, Tonny Bispeskov, til TV 2.
DSB forventer, at lørdag og søndag bliver de største udrejsedage. Den største udrejsedag plejer ifølge informationschefen at være 23. december.