Nye kameraer spottet: Er det politiets hemmelige våben?
Der dukker i øjeblikket flere nye kameraer, som ingen vil kendes ved, op i Nordjylland.
Høje, sølvgrå master med et lille, sort kamera på toppen. Det er synet, der møder nordjyderne flere steder i regionen, hvor der opstilles nye kameraer.
Blandt andet er de nye kameraer spottet i rundkørslen ved Aalborg Lufthavn. Desuden er der i gang med at blive monteret flere i rundkørslen ved Birkelsevej i Aabybro.
Hvem opsætter kameraerne?
Hverken Nordjyllands Politi, Aalborg Kommune, Vejdirektoratet eller Sund og Bælt, som udfører opgaven med de fem miljøzoner i landet, vil kendes ved kameraerne.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er det med størst sandsynlighed nye, såkaldte ANPG-kameraer fra Rigspolitiet.
ANPG er det danske politis stationære, automatiske nummerpladegenkendelseskameraer.
Det er et af politiets arbejdsredskaber til forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgning i strafbare forhold.
"Af operationelle hensyn" vil Rigspolitiet dog hverken be- eller afkræfte, at de nye kameraer tilhører dem.
Styrker politiets indsats
I 2020 var der omkring 250 stationære ANPG-nummerpladescannere i Danmark, og 50-100 mobile kameraer, som er dem, der er monteret på patruljekøretøjerne.
Det tal er formentlig fortid nu.
For i Justitsministerets aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi fra 2021 til 2023 står der, at der er afsat midler til en markant udvidelse af politiets ANPG-kapacitet (automatisk nummerpladegenkendelse) med 112 nye stationære og 105 mobile anlæg, der forventes fuldt ud at kunne blive taget i brug i tredje kvartal 2022.