Nu bliver det federe at være boliglejer
Aars Boligforening kan se frem til flere udlejninger.
Det er ikke alle, der kan finde penge til et indskud, når de skal flytte i en ny lejebolig, men det er der heldigvis råd for. For dem der bor i lejeboliger, der er nye nok i hvert fald.
Ønsker du at flytte ind i en gammel almen lejebolig, en der er opført og taget i brug før den 1. april 1964, har du ikke ret til et beboerindskudslån fra kommunen. Er lejeboligen du ønsker at flytte ind i derimod opført og taget i brug efter 1. april 1964, har du ret til et lån til dit indskud. Men den regel bliver snart lavet om i Vesthimmerlands Kommune.
- Vi er måske lidt trendsættere på det her, siger Per Bach Laursen (V), der er formand for Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune - og borgmester.
Det var særligt Aars Boligforening, der ønskede, at reglerne skulle laves om, så reglerne er lige for alle, uanset hvornår boligen er opført. Derfor rettede Aars Boligforening henvendelse til administrationen i Vesthimmerlands Kommune. Og det viste sig at være en god idé.
Økonomiudvalget anbefalede i onsdags, at beboerindskudslånet fremover også tilbydes dem, der vil flytte i boliger fra før 1. april 1964.
- Det er en god idé både socialt og samfundsmæssigt, at alle bliver tilbudt lige vilkår, siger Per Bach Laursen (V).
Sagen blev første gang taget op den 11. december 2024, hvor det blev besluttet, at sagen skulle udsættes til der var udarbejdet en liste over alle lejeboliger, der var opført før 1964. Her anbefalede administrationen, at der ikke skulle ydes beboerindskudslån.
Lige for alle
Hvorfor har I valgt at gå imod administrationens beslutning?
- Fordi vi er politikere, så nu prøver vi det her og så følger de andre kommuner måske efter, siger Per Bach Laursen (V).
Hos Aars Boligforening oplever de, at interessen for deres lejeboliger af ældre dato er stor, men at flere har udfordringer med at kunne betale deres indskud og derfor fravælger boligen.
- Det er typisk mindre boliger og af lidt ringere kvalitet end nyere bebyggelse. Derfor vil det også være smart, hvis vi fremover kunne få udlejet de her boliger, siger udvalgsformanden.
Løgstør Boligforening har ikke udfordringer med at få udlejet deres boliger uanset opførelsesdato, men de deler dog ønsket om en ligestilling af tilbuddet om indskudslån.
- Vi har ikke oplevet en efterspørgsel om det her fra borgerne. Derfor har vi ikke tænkt på det før, siger Per Bach Laursen (V).
Aars Boligforening har 88 boliger, der er før '64, og der kræver det et indskud på mellem 10.000 og 34.000 kroner. Løgstør Boligforening har 90 boliger af ældre dato, hvor indskuddet ligger mellem 15.000 og 23.000 kroner. De boliger, ønsker økonomiudvalget i kommunen, at man fremover kan få lån til indskuddet.