Nordjyske kommuner dumper på handicapområdet
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Seks nordjyske kommuner kæmper om at være ringest til at tage sig af handicapområdet.
En opgørelse lavet af Socialpædagogernes Landsforbund viser et trist billede af de nordjyske kommuners håndtering af handicapområdet.
Opgørelsen, der kaldes Socialt Indeks, vurderer alle landets kommuner på områderne "udsatte børn og unge", "udsatte voksne" og "handicapområdet", og bruger i sin metode over 100 indikatorer til at rangliste kommunerne på de enkelte områder. Undersøgelsen kigger blandt andet på hvilke tilbud de enkelte kommuner tilbyder deres borgere på områderne.
Og det er altså specielt på handicapområdet, de nordjyske kommuner falder igennem.
Seks ud af 11 kommuner ender i den meget tunge ende med en placering fra 80 og ned. Og det er Brønderslev Kommune, der ender på den absolutte bundplacering som nummer 97.
Vesthimmerland Kommune følger lige efter på plads 95, mens Rebild og Mariager er henholdsvis 92 og 90 på listen.
Morsø Kommune er nummer 88, og som den bedste af de værste er Aalborg Kommune nummer 80. Og det er en placering, der får Enhedslistens gruppeformand i byrådet Per Clausen op ad stolen.
- Det er simpelthen ikke godt nok, når Aalborg Kommunes behandling af mennesker med det handicap lander på en plads som nummer 80. Aalborg kommune er en forholdsvis velhavende kommune, hvor vi bør være i stand til at gøre det bedre, udtaler han.
- Vi kan ikke være denne dårlige placering bekendt. Den rammer en række borgere, der i forvejen har det meget svært. Derfor vil jeg bede rådmanden for området om at give byrådet en redegørelse for, hvad der kan være forklaringen på denne dårlige placering og hvad han vil gøre for at løse problemerne og sikre, at mennesker med handicap får en bedre behandling i Aalborg Kommune, siger gruppeformanden.
Der er dog også kommuner, der stikker positivt ud i undersøgelsen.
Thisted Kommune ender på en femteplads, mens Frederikshavn Kommune bliver nummer syv.
Du kan se alle undersøgelsens resultater på www.socialtindeks.dk