Nordjysk succestræner undviger stort spørgsmål: - Jeg skal have en god, solid lur
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lars Knudsen er ikke længere Danmarks landstræner.
Han kunne næppe have drømt om mere, Lars Knudsen.
For en uge siden mødte han ind i landsholdslejren som fungerende landstræner i Morten Wieghorsts sygefravær, og nu står han tilbage med to sejre i to kampe og bliver hyldet vidt og bredt for sit arbejde.
Efter sådan en uge er det nærliggende at stille spørgsmålet, om han ser sig selv som en kandidat til at blive Danmarks næste permanente landstræner. Og om han allerede har søgt jobbet.
- Jeg har ikke lagt nogen ansøgning nogen som helst steder. Mit fokus har været på at være her sammen med drengene.
- For mig har det handlet om at komme ind og hjælpe til i de her to kampe, og jeg er glad for den måde, som hele holdet og hele staben er trådt frem og har bakket hinanden op. Det er det, jeg er glad for.
Men vil mere ikke have mere?
- Først og fremmest skal jeg hjem og have mig en god, solid lur i morgen, og så må jeg tage den derfra, siger Lars Knudsen noget undvigende med et smil.
Lars Knudsen er sideløbende med sit job som assistenttræner på landsholdet også assistenttræner i Bundesliga-klubben Augsburg.
Den perfekte uge
Torsdag aften åbnede Danmark efterårets Nations League-kampagne med en 2-0-sejr over Schweiz, og søndag fulgte Knudsens tropper så op med endnu en 2-0-sejr – denne gang over Serbien.
Med tanke på, at Wieghorst kort tid inden samlingen blev sygemeldt med symptomer på stress, er Lars Knudsen stolt over, hvordan ugen er forløbet.
- Vi kom ind til den her uge i en svær og meget speciel situation, og på trods af det var vores ambition, at vi skulle have to sejre. Det har vi fået nu, og det er jeg meget glad for.
Når du vågner fra den lur, hvordan tror du så, den her uge rammer dig?
- Det har jeg ingen anelse om. Det må vi se i morgen, siger Lars Knudsen.
Nu tager Knudsen tilbage til Tyskland og sit job i Augsburg, og så må tiden vise, om han også skal varetage tjansen som fungerende landstræner, når holdet samles i oktober.
Landsholdets næste kampe bliver mod Spanien og Schweiz på udebane.