Kort Nyt

Aalborg Håndbold vinder på svær udebane

Stjernerne fra Aalborg Håndbold var lørdag eftermiddag på besøg i Fredericia HTH Herreligaen.

Det var på papiret en svær udebane, da Fredericia ligesom Aalborg er et Champions League-hold, men nordjyderne må trods alt altid tage favoritværdigheden på sig i den danske andedam.

Gæsterne viste sig også overlegne i forhold til Fredericia.

Mod slutningen af første halvleg trak Aalborg fra, og det hul havde Fredericia ikke evnerne til at lukke.

Derfor vandt Aalborg Håndbold kampen klart.

Læs hvor stor sejren blev i artiklen herunder:

Råber om hjælp i havn

Opdateres..

Hos Nordjyllands Beredskab er alarmen gået 17.57.

Meldingen går på en mulig drukneulykke, hvorfor Station Dronninglund er kørt til Asaa Havn, hvor indsatslederen er på vej frem.

Ifølge TV2 Nords oplysninger er der nogen, der råber om hjælp fra havnebassinet.

TV2 Nord forsøger at få kommentarer fra Nordjyllands Politi, som indsatslederen hos Nordjyllands Beredskab har henvist til.

DMI varsler om tæt tåge

Når lørdag nærmer sig søndag, vil der være tæt tåge mange steder i Danmark.

Og her bliver Nordjylland også ramt.

DMI udsender et såkaldt kategori 1-varsel, hvilket er en betegnelse for voldsomt vejr, og det er simpelthen fordi, at tågen vil være så tæt flere steder, at sigtbarheden er under 100 meter.

- Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI i deres varsel.

Det er gældende fra klokken 23.00 lørdag aften til klokken 09.00 søndag morgen.

Thisted sejrer smalt

FC Thy - Thisted Q har fået en pointmæssig god start i fodboldkvindernes 1. division - rækken under landets bedste Gjensidige Kvindeligaen.

12 point i seks kampe var det blevet til, før nordvestjyderne lørdag skulle hele vejen til København for at gæste Østerbro IF.

Modstanderne havde fået en mere lunken start på sæsonen med otte point i seks kampe.

Første halvleg blev ikke synderligt sindsoprivende, hvis man kiggede op på måltavlen, for den ændrede sig simpelthen ikke i løbet af de første 45 minutter.

Derfor kunne holdene gå til pause, som de startede med 0-0.

Der skulle spilles 25 minutter af anden halvleg, før netmaskerne blafrede. Og det var FC Thy - Thisted Q, der kunne juble.

Michelle Sandfeld stod for scoringen efter 70 minutter, der også blev det afgørende mål i kampen, som nordvestjyderne vandt med 1-0.

Der har FC Thy - Thisted Q 15 point efter syv kampe på andenpladsen i kvindernes 1. division.

Bo Westergaard udelukkes fra travsporten i flere år

Bo Westergaard er sammenlagt ude af travsporten i de næste 7,5 år, da han fredag blev tilkendt en straf på fem år.

Han er i forvejen udelukket i 2,5 år efter brud på dopingregler med hesten I D-Exceptional.

Nu har Dansk Hestevæddeløb dømt ham i to andre sager, som altså har udmøntet sig den hårde straf. Han er tilmed blevet dømt for tre karenstidsovertrædelser i danske løb.

Dansk Hestevæddeløb har lagt vægt på blandt andet dyrevelfærd, og det er samtidig en skærpende omstændighed, at han er tidligere dømt for en forsætlig overtrædelse af norsk travsports dopingreglement.

Læs meget mere i artiklen herunder:

Vinterhalvåret starter søndag - det sommerlige vejr er her dog endnu

Vi er efterhånden kommet et stykke ind i efteråret og september måned, og søndag er der efterårsjævndøgn, og dermed begynder vinterhalvåret.

I dag bliver det dog sommerligt, fortæller TV 2's meteorolog Jens Ringgård.

Når vi er så langt inde i september måned betyder det dog også tåge og lavthængende skyer, når det er stille og klart, og det har været tilfældet denne morgen og natten over.

Temperaturerne i morgentimerne har ligget omkring de 10 grader de fleste steder, men som dagen skrider frem, begynder tågen at gå i opløsning, ligesom temperaturerne stiger.

Eftermiddagen vil nemlig byde på sommerligt vejr med 20 grader på trods af årstiden.

Der er svage vindforhold, mens der hen på aftenen vil blive køligt igen med cirka 12 grader i det nordjyske.