Nordjyllands Politi forud for Rebildfesten og Pride: - Vi tilpasser os det aktuelle trusselsbillede
Foto: Rebildselskabet
Rebildfesten
Nordjyllands Politi justerer løbende deres ”setup”, så kommende begivenheder trygt kan afholdes.
Mandag løber Rebildfesten af stablen og på lørdag gælder det Aalborg Pride. Det er arrangementer, hvor mange mennesker samles, og det kræver visse sikkerhedsforanstaltninger.
Særligt set i lyset af det skyderi, der fandt sted i shoppingcenteret Field’s i København.
Det fortæller Nordjyllands Politi:
- Vi kigger på det aktuelle trusselsbillede og har modanstaltninger på plads, hvis noget lignende skulle ske, fortæller chefpolitiinspektør Karsten V. Hansen og understreger samtidig, at han er helt tryg ved det, han kalder Nordjyllands Politis ”setup”.
Se interview med chefpolitiinspektøren herunder:
Ydet støtte efter Field’s-skyderi
Karsten V. Hansen bekræfter samtidig over for TV2 Nord, at Nordjyllands Politi har ”ydet støtte” efter skyderiet i Field’s – han ønsker dog ikke at komme nærmere ind på, hvad støtten konkret består af.
Han fortæller, at skyderiet i Oslo den 25. juni, samt gårsdagens skyderi i Field’s, giver anledning til at justere trusselsbilledet, men at han er helt tryg ved, at Rebildfesten i dag afholdes ligesom Aalborg pride afholdes lørdag.