Nedergaards afløser fundet
To venstremænd vil være borgmester
Venstre i Mariagerfjord har fundet to borgmesterkandidater
Venstre i Mariagerfjord Kommune skulle her til aften forsøge at finde en ny borgmesterkandidat efter Tina Nedergaards uventede afgang. Valget faldt på hele to nye kandidater - Mogens Jespersen og Svend Madsen.
Lone Sondrup havde meddelt inden mødet, at hun igen stiller op, selvom hun i første omgang tabte kandidatkampen til Tina Nedergaard. Og hun var ikke skuffet trods den manglende opbakning.
- Der er ingen bad feelings. Det gik ligesom jeg havde regnet med. Mit krav var, at jeg skulle have fuld opbakning fra alle i gruppen, hvis jeg skulle være kandidat, men det fik jeg ikke, siger hun.
Gruppeformand Carsten Brandt Andersen afviser, at to nye kandidater vil skabe mere uro i partiet.
- Jeg synes, vi har to gode kandidater i Mogens og Svend - og jeg tror, der bliver hundrede procent opbakning til den, der bliver den endelige kandidat, forklarer han.
Den endelige borgmesterkandidat vælges den 28. august.