Narko i skoletasken
De hårde stoffer har fundet vej til nordjyske folkeskoler. - Så sent som i sidste uge fandt vi en pose med to gram amfetamin i et lokale på en folkeskole i Hjørring, fortæller Torben Jørgensen, der er SSP-medarbejder ved Hjørring Politi.
Han ser børn helt ned til 13-års alderen, der sælger hårde stoffer til deres jævnaldrende, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Torben Jørgensen er ikke alene med sin viden om narko blandt børn. Han bliver bakket op af SSP-medarbejder ved Hobro Politi, Flemming Vibæk.
- Vi ser småpushere på 14-15 år, der sælger for at understøtte deres eget forbrug. Det er farligt, fordi det betyder, at det er tættere på skolen, vurderer Flemming Vibæk.
For nylig hentede Hjørring Politi en 13-årig pige fra en fest. Hun var kraftigt påvirtet af stoffer.
- Det viser sig, at hun har haft et narkomisbrug gennem et halvt år, og forældrene anede ingenting.
NORDJYSKE har talt med to 18-årige gymnasieelever, som begge har stofferne tæt inde på livet. Den ene startede pusherkarrieren i en meget tidlig alder:
- Da jeg var 13 fandt jeg ud af, at jeg sagtens selv kunne sælge stoffer, og på den måde tjene til eget forbrug, fortæller gymnasieeleven, "Martin", der stadig handler med narko.