Mulig CO2-afgift vil ende hos forbrugeren
I følge tal fra Coop er fire ud af ti danskere for, at der komme afgifter på kød.
I Meny i Saltum er der både dansk og udenlandsk oksekød i køledisken. Men dansk produceret oksekød kan vise sig at blive et sjældent og dyrere syn.
- Det er alligevel ærgerligt, for nu har vi lige fået priserne i ro, lyder det fra Rikard Andersen, der er købmand i Meny i Saltum.
Tirsdag fremlagde en ekspertgruppe tre forskellige modeller for en potentiel CO2-afgift på landbruget, der alle tre byder på prisstigninger. Én af dem vil betyde en prisstigning på oksekød, svarende til lidt over fire kroner ekstra for 500 gram.
Har set det før
Hos LandboNord er 2. næstformanden, Lars-Peter Boel, overbevist om, at en CO2-afgift vil komme til at gå ud over priserne i køledisken.
- Landmændene har kun ét sted at sende regningen hen, og det er ud til forbrugerne.
Og hvis det bliver tilfældet, så kan det se sort ud for de danske produkter. For i følge LandboNord, så er prisstigninger lig med én ting: mindre salg.
- Vi har set det før blandt andet med det økologiske salg. Det styrtdykker, fortæller Lars-Peter Boel.
Han understreger, at landbruget er helt indstillet på en bæredygtig og klimavenlig fremtid. Alligevel hilser de langt fra en afgift på CO2 velkommen.
Danske landmænd producerer i forvejen nogle af de mest klimavenlige varer i verden. Og hvis ikke en potentiel afgift kan komme tilbage krone for krone, så frygter han, at landbruget bliver udsultet.
Der er en grænse
Tilbage i Meny får udsigten til en prisstigning på oksekød en blandet modtagelse hos kunderne ved køledisken.
- Fem kroner mere for 500 gram, det har ikke så stor en betydning, at jeg ville kigge efter udenlandsk kød. Det er kvaliteten, der har betydning for mig, siger Poul Madsen fra Holte.
En anden kunde mener dog, at prisen på kød allerede er blevet meget dyr. Derfor går hun typisk efter, at det skal være billigt.
Anbefalingerne fra ekspertgruppen skal nu behandles politisk.
Hos Meny er købmand Rikard Andersen dog sikker på, at kundernes købelyst efter de danske varer har en grænse.
- Der er jo stadigvæk en dansk idealisme, men det er i høj grad også afhængigt af, hvad tingene koster.
Du kan se hele indslaget om Rikard Andersens køledisk herunder: