Snevejret førte til flere uheld: Motorvej spærret i flere timer
Foto: René Ryom / TV2 Nord
To havarerede lastbiler forårsagede en timelang spærring.
Der har været uheld på grund af det glatte føre, som har holdt Nordjyllands Politi beskæftiget i nat.
Det mest omfattende uheld skete på det sidste stykke af Europavej i det nordgående spor på vej mod Frederikshavn.
De første anmeldelser om uheldet kom klokken 02.11. Det fortæller vagtchef for Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.
- Den første lastbil satte sig fast efter et glatføreuheld, hvor den ramte autoværnet og blev stående. Det var først et par biler, der kunne komme igennem. Men så kom endnu en lastbil, der forsøgte at passere den havarerede lastbil, og den satte sig også fast, fortæller Thomas Ottesen.
Politiet blev derfor nødt til at totalspærre vejen i den nordgående retning på Europavej.
- Heldigvis er trafikken meget begrænset på sådan et tidspunkt, fortæller Thomas Ottesen.
Men selvom det er positivt, at der ikke er særlig meget trafik om natten, gør det samtidig arbejdet med at få assistance sværere.
- Der var to timer, hvor der var totalt spærret på Europavej. Men vi fik fat i en entreprenørmaskine, der kunne trække lastbilerne fri af hinanden og autoværnet, det tog lidt tid, men det lykkedes, forklarer vagtchefen.
Politiet var dog en overgang i tvivl om, hvorvidt det kunne nås at få ryddet op, så de første biler kunne nå færgen til Sverige,
Det værste snevejr ramte ifølge vagtchefen det nordligste Nordjylland i nat.
- Vores patruljer, der har kørt derude har også meldt, at det var spejlglat, siger Thomas Ottesen.