Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Her er de! Mød de nominerede til Årets Nordjyske Talent

Tre ambitiøse og dygtige nordjyder er nomineret til Årets Nordjyske Talent, og du kan møde dem lige her.

De knokler hver især for at blive den allerbedste indenfor deres felt – uden at gå på kompromis med noget som helst.

Det er ord, der passer på alle de tre nominerede til Årets Nordjyske Talent, som du nu skal møde.

Se Årets Nordjyde her

  • TV2 Nord Salto

  • www.tv2nord.dk

  • TV2 Play

Du kan desuden se og læse meget mere om Årets Nordjyde både før og efter showet på tv2nord.dk og på TV2 Nords profiler på Facebook og Instagram.

Showet sendes den 6. oktober klokken 19.45

Nedtællingen til Årets Nordjyde er for alvor skudt i gang. Og i de kommende dage vil vi her på TV2 Nord afsløre de i alt 12 nominerede, der skal fejres til showet Årets Nordjyde, som løber af stablen den 6. oktober.

Der skal uddeles priser til Årets Nordjyske Talent, Årets Nordjyske Iværksætter, Årets Nordjyske Ildsjæl og Årets Nordjyske Ambassadør.

Vi begynder med de tre nominerede i talent-kategorien:

Freja Stenbakken

Foto: (Privatfoto)

Freja Stenbakken dyrker crossfit i Frederikshavn.

Freja Stenbakken er 17 år. Hendes unge alder til trods har hun allerede været til to af Europas største crossfitkonkurrencer i Madrid og Paris, og hun tog bronzemedaljer med hjem ved begge konkurrencer.

Om kort tid rejser hun til Tyskland til endnu en stor, europæisk crossfitkonkurrence, German Throwdown.

Ti ugentlige træninger er med til at løfte niveauet yderligere, og det har også givet hende en plads på ungdomslandsholdet i vægtløftning, hvor hun i sommer var kvalificeret til ungdoms-EM i Grækenland.

Frederikke Voss Vestergaard

Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Der er fart over feltet, når Frederikke Voss Vestergaard træner sprint på Aalborg Atletikstadion.

Den 17-årige sprinter har i år vundet guld i 200 meter sprint ved Danmarksmesterskaberne for seniorer. Samtidig satte hun en ny dansk ungdomsrekord på distancen med en tid på 24,11 sekunder.

Denne sommer har hun også været med til U20-VM i Peru. Allerede nu er hun i bruttotruppen til OL 2028.

Nicklas Korfitsen

Foto: Kjeld Mikkelsen

Nicklas Korfitsen slår sine folder på travbaner over hele landet.

Travtræneren har i juni i år fået tildelt hestesportens trænerlicens som Danmarks yngste.

Har er 24 år og overtog i juni ansvaret for 70 heste, som han træner og selv kører som kusk til travkonkurrencer i såvel Danmark som udlandet. De har allerede løbet store præmier ind siden overtagelsen i juni.

Nicklas Korfitsen har senest vist sin kunnen ved Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix og ved Aalborg Hoppechampionat, hvor han vandt begge gange.

Vinderen afsløres den 6. oktober

Spændingen om, hvem der ender med at løbe med prisen som Årets Nordjyske Talent, bliver udløst den 6. oktober klokken 19.45. Her kan du se tv-showet Årets Nordjyde, som TV2 Nord afholder for ottende gang.

Showet sendes fra Støberiet i Nibe, og det kan ses på TV2 Nord – på TV2 Nord Salto, på www.tv2nord.dk og på TV2 Play.

Læs om de fire priser her

Årets Nordjyske Ildsjæl

Årets Nordjyske Ildsjæl er en person, der knokler for at gøre hverdagen bedre for andre. En person, der sætter andres behov før sine egne og gør gode gerninger for andre uden at forvente noget igen. Ildsjælen kan hjælpe med stort og småt, hjælpe de få eller de mange, hjælpe lokalt eller mere bredt.

Årets Nordjyske Talent

Årets Nordjyske Talent er en person på vej frem indenfor det felt, personen har valgt at satse alt på – om det er professionelt eller i fritiden. Talentet er fremadstormende og dygtig indenfor sit felt. Det kan være indenfor sport, kultur eller noget helt tredje. Her er tale om en person med stor vilje og gejst.

Årets Nordjyske Iværksætter

Årets Nordjyske Iværksætter er en person på vej frem i det nordjyske erhvervsliv. Iværksætteren har fået en god idé og har satset stort på at føre den ud i livet. Iværksætteren er nu ved for alvor at bide sig fast indenfor sit marked, og på den måde tager del i at fremme Nordjylland.

Årets Nordjyske Ambassadør

Årets Nordjyske Ambassadør er en toneangivende, kendt person, som på den nationale og/eller internationale scene har medvirket til at sætte et positivt lys på Nordjylland. Ambassadøren har nordjyske rødder i bred forstand og har med sin optræden, indsats og personlige karisma haft særlig stor betydning for at øge den nordjyske selvforståelse, stolthed og egenart. Ambassadøren er for længst slået igennem indenfor sit felt og er et velkendt navn både i og udenfor regionen.

Det er et dommerpanel, der i sidste ende bestemmer, hvem der vinder de fire priser til Årets Nordjyde.

I år er opgaven lagt i hænderne på tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard, tidligere fodboldspiller og sportsdirektør i AaB, i dag partner i rekrutteringsvirksomheden onenexus Allan Gaarde, jurist og frivillig i Ventilen i Aalborg Nicoline Houmann Thuesen og adm. direktør på TV2 Nord Mikael Justesen. 

I de kommende dage vil du møde de nominerede i de tre øvrige kategorier, som er Årets Nordjyske Iværksætter, Årets Nordjyske Ildsjæl og Årets Nordjyske Ambassadør.

HUSK: Du kan se Årets Nordjyde på TV2 Nord SALTO, www.tv2nord.dk og på TV2 Play den 6. oktober klokken 19.45 


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion har redningsbåde i vandet, og der er også sendt en helicopter i luften fra Flyvestation Aalborg.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis var nødstedt.

- Helikopteren er nu nået frem, og de er i gang med at afsøge området ud fra vind- og strømforholdene. Man søger, men der er ikke fundet noget endnu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

OPDATERES...


Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.


Jaget og overfaldet: Hjemløse Flemmings største drøm er blevet virkelig

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Det med at leve på gaden er sgu ikke lutter lagkage.

Sådan siger Flemming Meder Hansen, der har været ude for lidt af hvert gennem livet.

Med en barnevogn fyldt med sine ejendele og hunden Iza levede Flemming i mange år på gaden.

Men det kunne han ikke holde til længere.

- Jeg har dårlige ben og ryg, og Iza er jo ni år gammel. Hun er også en gammel pige efterhånden, fortæller han.

Efter en svær opvækst og en fængselsdom havde Flemming oddsene imod sig.

Han oplevede at blive jaget væk og endda overfaldet, mens han sov på gaden.

- Den ene stod og joggede mig på halsen, og så blev jeg ellers frarøvet, alt jeg ejede. Telefon, penge, alt hvad der kunne bruges, fortæller han om det hårde liv som vagabond.

Men nu er lykken vendt, for Flemming har fået sin egen treværelses lejlighed i Mosbjerg.

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lejligheden er fyldt med møbler fra genbrug, og snart skal et stort billede af ham og Iza pryde en af væggene.

Du kan se hvordan det er lykkedes Flemming - selv, uden kommunens økonomiske hjælp - at sin helt egen lejlighed, nederst.

Stedet er blevet en tryg base for den tidligere vagabond og hunden, der allerede har faste pladser. Sofaen, der er købt for 300 kroner i genbrug, er nemlig Izas domæne. Flemming må i stedet nøjes med gyngestolen.

- Iza skal være her, vi andre må være her, siger Flemming.

Han har jævnligt besøg af venner, der glædeligt kommer for at hygge med en øl eller to, men det er noget ganske andet, han nyder mest:

- Du kan lukke din dør. Og du kan tage tøjet af og sidde i underbukser. Og du kan sidde og slappe af uden at skulle tænke på, om der kommer nogen, fortæller Flemming.

Se 'Iza og vagabonden' her:


Borgmesteren deler god nyhed: Skal være lige så berømt som Rød Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er alle millionerne værd, når Aalborg Kommune skyder penge i Kunsthal Spritten.

Endelig er det tilbage på sporet. Og det gør det svært for den siddende borgmester at tørre smilet af

- Det er en historisk milepæl for vores industriarv og vores kulturarv.

Sådan lyder det fra borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen (S), når talen falder på at omdanne dele af de gamle spritfabrikker til et sted for kunst og kultur.

Den afgørende del af projektet er nu officielt skudt i gang, og det skal være færdigt om to år.

Budgettet lyder på 350 millioner kroner. Otte fonde betaler de 295 af dem, mens Aalborg Kommune står for de sidste 55 millioner kroner.

- Jeg tror, det her kan være med til at sende Aalborg ud i verden, lige som Aalborg Akvavit gjorde. Jeg tror, det kan være med til at tiltrække verden til Aalborg, og det er jeg enormt stolt over, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Kampen mellem kultur og velfærd

Borgmesteren tror, at projektet og det store kunstværk på 30 meter i højden vil tiltrække turister fra hele verden.

Derfor er det også 55 kommunale kroner værd. Penge der i princippet kunne være brugt på eksempelvis kernevelfærd.

- Det må aldrig blive en kamp mellem velfærd og kunst og kulturoplevelser i min optik. Det er hinandens forudsætninger, og ikke hinandens modsætninger, påpeger Lasse Frimand Jensen.

Ud over de 55 millioner i engangsbeløb, så har Aalborg Kommune også sat penge af til driften af Kunsthal Spritten, indtil bygningerne og kunstværket står klar om cirka to år.


Populær juleudstilling giver café flere hundrede ekstra kunder om dagen

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aars nyder handelslivet godt af, at byens juleudstilling trækker folk til fra nær og fjern.

Et gammelt ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det er et ordsprog, som de godt kan nikke genkendende til her i juledagene i Aars. For mens rigtig mange gæster besøger byens populære juleudstilling, nyder resten af byen godt af de mange ekstra besøgende i byen.

Det gælder blandt andet caféen Frk. Kold, der ligger på samme vej som juleudstillingen. Fredag ved frokosttid er caféen stuvende fuld, og ejeren Anette Kold må bede gæster om at vente i baren, indtil der igen er et ledigt bord.

Normalt ser det ikke sådan ud i caféen ved frokosttid på en hverdag, men her i julemåneden har det ikke været et usædvanligt syn.

- Vi har lidt flere kuverter – måske 2-300 om dagen, siger Anette Kold og griner, inden hun fortsætter:

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

-  I hvert fald er vi oppe på knap 400 på de sidste to dage, hvor vi måske vil ligge på 60 normalt, lyder det fra ejeren af caféen.

Kø ud på gaden

Roden til den ekstra travlhed skal man ikke kigge langt efter. Den findes nemlig bare et par hundrede meter nede af gaden, hvor den berømte blomsterkunstner Johnny Haugaard har opsat en spektakulær juleudstilling i byens gamle svømmehal.

Juleudstillingen har været åben siden 22. november, og siden den dag har Frk. Kold haft travlt som aldrig før. Flere gange har caféen haft kø til ude på gaden, mens de også har måtte bede gæster om at gå en runde i Aars, inden de kunne komme igen i håbet om at få en plads.

- Det betyder alverden. Der er jo nogen, der ikke en gang ved, hvad Aars er – det ved de nu, og jeg er sikker på, at de kommer igen, siger Anette Kold.

Slutter 5. januar

I Aars nyder hele handelslivet godt af de mange gæster udefra, som har fået øjnene op for byen takket være juleudstillingen. De lokale indbyggere derimod har der ikke været meget plads til inde hos Frk. Kold de seneste tre uger.

- Man bliver da stolt, for de fleste kunder siger, at de er blevet anbefalet af andre og af juleudstillingen, og det er fantastisk, siger Anette Kold.

Glæden kan dog ikke vare evigt, for den 5. januar er sidste dag med juleudstillingen i Aars.

Vil I gerne have forlænget juleudstillingen lidt?

- Ja, det ville da ikke gøre noget. Desværre skal min daglige leder på ferie i tre måneder, så der skal noget nyt personale til, svarer Anette Kold.