Her er de! Mød de nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl
Tre nordjyder med hjertet på rette sted er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl, og du kan møde dem lige her.
De har alle tre én ting til fælles. De knokler for at gøre hverdagen bedre for andre, og de gør gode gerninger uden at forvente noget igen.
Sådan er de tre nordjyder, der er nomineret til Årets Nordjyske Ildsjæl i forbindelse med Årets Nordjyde.
Se Årets Nordjyde her
TV2 Nord Salto
www.tv2nord.dk
TV2 Play
Du kan desuden se og læse meget mere om Årets Nordjyde både før og efter showet på tv2nord.dk og på TV2 Nords profiler på Facebook og Instagram.
Showet sendes den 6. oktober klokken 19.45
Vinderen afsløres og prisen uddeles den 6. oktober, når TV2 Nord sender Årets Nordjyde.
De nominerede til Årets Nordjyske Ildsjæl er:
Tove Fønss
Tove Fønss er nomineret for sit store engagement og mange initiativer i Hou og omegn.
Hun har i en årrække været fast inventar i flere foreninger i byen og er med til at samle de frivillige, når der skal udføres en opgave.
Senest har hun haft en stor rolle i opbygningen af Hou Mole – et stort areal af Hou Havn, som lokale kræfter har fået udstykket til aktiviteter, ligesom der er bygget et nyt samlingssted, Molehuset.
Tove Fønss har bl.a. søgt fonde om penge til projektet og lagt utallige timers arbejde i at skabe et samlingspunkt for beboerne i Hou.
Martin Agge Nørgaard
Martin Agge Nørgaard rejser ud til verdens brændpunkter for at arbejde som kirurg.
Den nordjyske hjertekirurg, der til daglig arbejder på Aalborg Universitetshospital, er netop nu i Etiopien for Røde Kors for at udføre kar-, lunge- og hjerteoperationer.
I foråret var han med til at åbne et felthospital i Gaza. Her arbejdede han en måned som kirurg i centrum af en væbnet konflikt.
Det humanitære arbejde har siden 2004 bragt ham til udsatte områder i både Fiji, Pakistan, Sydsudan, Irak og Bangladesh.
Lene Kryger Schade
Lene Kryger Schades hjerte banker for børnehjemsbørn i Polen.
I 33 år har hun stået i spidsen for en sommerlejr i Danmark for polske børnehjemsbørn under navnet “Projekt Østbørn.”
Gennem donationer og frivillig arbejdskraft sørger hun for, at over 30 børn hver sommer får en god oplevelse og et afbræk fra hverdagen. Et frisk pust, som de ellers ikke havde mulighed for at få.
Men arbejdet stopper ikke, når sommerlejren er afviklet. Året rundt arbejder Lene Kryger Schade for at samle penge og ting ind til børnehjemmene i Polen.
Se med når vinderen afsløres
Spændingen om, hvem der ender med at løbe med prisen som Årets Nordjyske Iværksætter, bliver udløst den 6. oktober klokken 19.45. Her kan du se tv-showet Årets Nordjyde, som TV2 Nord afholder for ottende gang.
I forbindelse med Årets Nordjyde bliver der uddelt i alt fire forskellige priser.
Læs om de fire priser her
Årets Nordjyske Ildsjæl
Årets Nordjyske Ildsjæl er en person, der knokler for at gøre hverdagen bedre for andre. En person, der sætter andres behov før sine egne og gør gode gerninger for andre uden at forvente noget igen. Ildsjælen kan hjælpe med stort og småt, hjælpe de få eller de mange, hjælpe lokalt eller mere bredt.
Årets Nordjyske Talent
Årets Nordjyske Talent er en person på vej frem indenfor det felt, personen har valgt at satse alt på – om det er professionelt eller i fritiden. Talentet er fremadstormende og dygtig indenfor sit felt. Det kan være indenfor sport, kultur eller noget helt tredje. Her er tale om en person med stor vilje og gejst.
Årets Nordjyske Iværksætter
Årets Nordjyske Iværksætter er en person på vej frem i det nordjyske erhvervsliv. Iværksætteren har fået en god idé og har satset stort på at føre den ud i livet. Iværksætteren er nu ved for alvor at bide sig fast indenfor sit marked, og på den måde tager del i at fremme Nordjylland.
Årets Nordjyske Ambassadør
Årets Nordjyske Ambassadør er en toneangivende, kendt person, som på den nationale og/eller internationale scene har medvirket til at sætte et positivt lys på Nordjylland. Ambassadøren har nordjyske rødder i bred forstand og har med sin optræden, indsats og personlige karisma haft særlig stor betydning for at øge den nordjyske selvforståelse, stolthed og egenart. Ambassadøren er for længst slået igennem indenfor sit felt og er et velkendt navn både i og udenfor regionen.
De seneste dage har vi præsenteret de nominerede til Årets Nordjyske Talent og Årets Nordjyske Iværksætter.
Showet sendes fra Støberiet i Nibe, og det kan ses på TV2 Nord – på TV2 Nord Salto, på www.tv2nord.dk og på TV2 Play.
Ved prisuddelingen kan du også glæde dig til at opleve sangerne Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl, der i år er rejst på tourné med en række akustiske koncerter – og ved den lejlighed slår de et smut forbi Årets Nordjyde for at underholde.
HUSK: Du kan se Årets Nordjyde på TV2 Nord SALTO, www.tv2nord.dk og på TV2 Play den 6. oktober klokken 19.45.