Mere end 5000 nordjyder har fået tildelt retten til Arne-pension
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I alt 33.500 danske borgere fået tildelt retten til Arne-pension.
Siden 1. august 2021 har det været muligt at søge om ret til tidlig pension og frem til 31. marts har flere end 5000 nordjyder fået tildelt retten.
I oktober 2020 indgik regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten en aftale om at indføre ret til tidlig pension.
1. august 2021 blev der så åbnet for ansøgninger til ordningen, der gør det muligt for nogle borgere at trække sig tilbage op til tre år tidligere.
Den ret har 5358 nordjyderne nu fået. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
- Langt fra alle vil gøre brug af retten, selvom de har den. Men alene det, at de nu har muligheden, giver dem en fundamental tryghed, som ikke fandtes før, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Størst andel i to nordjyske kommuner
Kigger man på tallene, kan man se, at der er relativt flest håndværkere og slagteriarbejdere, som har søgt og fået tildelt Arne-pensionen.
Den største andel af dem, der har søgt og fået tildelt pensionen, kommer fra Morsø Kommune og Frederikshavn Kommune. Og fem nordjyske kommuner er med i top 10.
For at overgå til tidlig pension, skal man som borger bekræfte, at man ønsker at gøre brug af retten. Det kan man tidligst gøre tre måneder før, man kan modtage den første udbetaling.