Martin-stifter om lukning: - Skrækkeligt
Foto: Picasa
Peter Johansen, der i 1986 stiftede Martin og startede fabrikken i Frederikshavn op, er rystet over beslutningen om at lukke produktionen i Nordjylland.
- Skrækkeligt.
Sådan lyder Peter Johansens umiddelbare reaktion på nyheden om at Harman International har besluttet at lukke lysfabrikken Martins produktion i Frederikshavn og flytte den til Ungarn.
Han stiftede virksomheden i 1986 i Aarhus og fik sin far til at starte fabrikken i Frederikshavn op. Dengang var det røgmaskiner, virksomheden koncentrerede sig om.
Han forlod i slutningen af 90'erne virksomheden efter stort postyr og i dag er han direktør i SGM A/S. Ligeledes en lysvirksomhed med hovedsæde i Aarhus.
- Selvom jeg er konkurrent til Martin, har jeg stadig den dybeste respekt for deres arbejde og jeg plejer at sige, at Martin laver de næstbedste lysprodukter i verden, lyder det fra Peter Johansen.
Direktøren havde hørt rygter om at der var noget på vej fra Martin, men troede ikke, de ville lukke produktionen.
- At flytte Martins produktion til Ungarn svarer til at flytte Audi og BMW's produktion til Uzbekistan..
- Jeg er rystet, og jeg har næsten tårer i øjnene, siger Peter Johansen
- Hvad skal der ske med alle de mennesker. Martin har jo været deres liv, slutter Peter Johansen