Marie Bjerre i tårefyldt farvel: - Et tab for hele Danmark
I dele af Venstres bagland er der overraskelse og forundring over, at Marie Bjerre er vraget.
- Det er jo ikke bare et tab for Nordjylland. Det er et tab for hele Danmark.
Sådan siger en tydelig berørt borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), om at Marie Bjerre efter Venstres mini-ministerrokade i dag er røget ud af regeringen.
I stedet har løvinden fra tv-programmet 'Løvens Hule' Mia Wagner overtaget posten.
Per Bach Laursen fik i nat en sms fra den nu tidligere minister for digitalisering- og ligestilling, om at hun ikke længere skulle bestride posten.
En sms som han først læste i morges.
- Jeg havde slet ikke set det komme. Det havde jeg ikke. Jeg var også med på landsmødet og vi talte om en eventuel og naturlig rokade, men Maries navn blev aldrig nævnt. Hverken fra nord, syd, øst eller vest. Men det må Troels jo have en grund til, siger den chokerede borgmester.
På Twitter undrer politikere fra oppositionen over den populære ministers afgang.
På det menneskelige plan føler jeg med @marie_bjerre i dag. Med to ressortmæssige små ministerområder, synes jeg hun har markeret sig rigtig godt. Undrer mig over at @troelslundp ikke vil have hende på holdet.
— Mette Abildgaard (@metteabildgaard) November 23, 2023
Også i Rebild begræder Venstre-borgmester Jesper Greth tabet af en nordjysk minister.
- Jeg er ærgerlig over det af to årsager.
- For det første er Marie Bjerre dygtig, flittig og ihærdig - hun gør det fantastisk. Det andet er, at det jo er godt for os i Nordjylland at have en minister på Christiansborg. Jeg er er ærgerlig over, at vi mister den indgang. Hun bragte relevante, nordjyske dagsordener derind, siger han.
Også han er overrasket over, at hun nu træder ud af regeringen.
- Jeg er meget overrasket af den simple årsag, at hun gør det rigtig, rigtig godt. Hun sætter sig ind i tingene, hun er inde i stoffet, og hun brænder for det.
- Specielt at hive nogen ind fra gaden
Landsformand i Venstres Ungdom, Lasse B. Sørensen, der selv er nordjyde, har støttet Marie Bjerres valgkamp under folketingsvalget.
Han havde heller ikke den den 37-årige nordjyske ministers afgang fra regeringen komme.
- Jeg var vel lidt overrasket. Men det er Troels, der sætter ministerholdet, og jeg er sikker på, de nuværende navne nok skal klare det godt, lyder det fra landsformanden, der har stor tiltro til Marie Bjerres erstatning, inden han fortsætter:ve
- Det er spændende at hive Mia Wagner ind. Hun har sikkert nogle gode perspektiver.
Også borgmesteren i Rebild synes, at valget af Mia Wagner til at overtage for Marie Bjerre er spændende.
- Mia Wagner kan da også noget. Jeg har respekt for, og kan godt forstå, det kan være et frisk pust og et godt supplement. Men jeg har nogle gange tænkt over, at det er lidt specielt der her med at hente nogen ind fra gaden, siger han.
Været med siden starten
Men for andre kommer nyheden om den afgående nordjyske ministerprofil ikke som en overraskelse.
- Det kom ikke som et lyn fra en klar himmel, for jeg tænkte måske, hun var en af dem, der kunne blive skiftet ud. Men alle var i spil. Jeg var kun sikker på, at Troels fortsatte, og Stephanie kom ind, siger formanden for Venstres regionsbestyrelse i Nordjylland, Ole Bjerne Sørensen.
I Vesthimmerland har borgmester Per Bach Laursen fulgt Marie Bjerre, fra før hun blev opstillet i Himmerlandkredsen.
- Jeg har været med fra allerførste færd for at få hende motiveret til at stille op - det var nu ikke det store problem, siger Venstre-borgmesteren og fortsætter:
- At have fulgt hendes udvikling og præstation for Nordjylland og for Danmark på et område, som hun ikke havde arbejdet med, inden hun overtog digitalisering- og ligestillingsministeriet, er en stor skuffelse for mig som borgmester i Vesthimmerlands Kommune, at vi får det her tab, som det unægteligt går hen og bliver.
Se hele interviewet med den tydeligt berørte borgmester Per Bach Lauersen (V) herunder: