ANALYSE: Desperat efter stemmer - Derfor blev Marie Bjerre ofret for tv-stjerne
Torsdag morgen mistede Marie Bjerre sin ministerpost efter mindre end et år.
Politik kan være brutalt. Meget brutalt endda.
Det oplevede den nordjyske Venstre-kvinde Marie Bjerre torsdag morgen.
Efter knap et år som digitaliserings- og ligestillingsminister blev hun vraget fra ministerholdet, da den nykårede Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, satte sit nye ministerhold.
En fyring, som tydeligvis kom bag på Marie Bjerre selv. Med hævede øjne måtte hun torsdag formiddag stå foran journalisterne og virke, som om hun udmærket forstod, at hun blev vraget som minister.
Se interviewet med den tydeligt berørte Marie Bjerre længere nede.
Til baggrund beskriver flere V-folketingsmedlemmer det som en "stor overraskelse" og "en mindre bombe", at Marie Bjerre blev skubbet ud af sit ministerium.
Internt i Venstre bliver Marie Bjerre set som et af partiets store talenter. En moderne Venstre-kvinde, der skal være med til at bære partiet videre, når Troels Lund Poulsen, Stephanie Lose og Sophie Løhde må give stafetten videre.
Så hvorfor røg Marie Bjerre så som minister i den interne ministerrokade i Venstre?
Gylden mulighed for Troels Lund
Sandheden er, at hun blev ofret i Venstres egen desperation for stemmer. Partiets vælgermæssige krise betyder, at Troels Lund Poulsen må gribe til desperate kneb for at vende meningsmålingerne.
Og det kneb hedder Mia Wagner. Kendt fra Løvens Hule og forsiderne på Berlingske og Børsen.
En driftig erhvervskvinde, der har markeret sig i ligestillingsdebatten, og som har et ansigt, de fleste danskere kender.
Marie Bjerre bliver ikke ofret, fordi hun ikke har slået til som digitaliserings- og ligestillingsminister. Hun bliver derimod ofret, fordi Troels Lund Poulsen har fået en gylden mulighed for at få en respekteret erhvervskendis på ministerholdet.
Han håber på en Tommy Ahlers-finte, hvor Venstre sætter en iværksætterstjerne fra tv på ministerholdet for at få fat i vælgerne i de store byer, hvor man ellers skal lede med lup for at finde en Venstre-vælger.
Tommy Ahlers fik således et vanvittigt valg i København, hvor Venstre ellers står svagt. Den samme rolle skal Mia Wagner nu forsøge at udfylde.
Blev sorteper i V-kabale
Mia Wagners profil passer perfekt til posten som digitaliserings- og ligestillingsminister, og derfor er Marie Bjerre blevet sorteper i kabalen.
Ikke fordi hun har gjort det dårligt, men fordi hun tilfældigvis havde det job, som Mia Wagner skulle have.
Troels Lund Poulsen har været ude og prikke erhvervskvinden, der ellers ikke var medlem af Venstre. Havde Mia Wagner ikke sagt ja, var Marie Bjerre formentlig stadig minister.
Men for Marie Bjerre er det et slag, der kan mærkes i en rum tid. Hun var på vej frem og så hen mod tungere ministerposter.
Nu står hun som menigt folketingsmedlem i en regering, som meget få danskere elsker. End ikke posten som politisk ordfører kan hun trøste sig med. Den er nemlig gået til kollegaen Torsten Schack-Pedersen, der er er valgt i Thisted-kredsen.
Men man skal dog ikke tro, at ministerafgangen er en slutning på Marie Bjerres politiske kometkarriere. Det er et bump på vejen.
For hun er stadig et af de mest lysende talenter i den nye generation af Venstre-politikere. Spørgsmålet er derimod, om hun kan fastholde motivationen, når kontoret er blevet mindre, og vejen til indflydelse væsentlig længere.