Mandefællesskab hjalp Poul: - Jeg har det ikke godt, hvis jeg ikke kan komme herud
Foto: Clara Edgar Jakobsen/TV2 Nord
Formand for mandeklub er ikke i tvivl om, at mandefællesskabet gør en stor forskel for både sundhed og trivsel.
Poul Henning Kaxe har tidligere forsøgt at kvitte smøgerne. Uden held.
For efter at han gik på efterløn, mistede han sit netværk. Et medlemskab i Skalborg Mandeklub gjorde, at han ikke bare har fundet et fællesskab, men også en ny mening i tilværelsen.
Udover at være med i de ugentlige petanquespil så deltog han sammen med 14 andre mænd i et rygestopkursus, og det virkede.
- I løbet af de første 14 dage holdt jeg op med at ryge, fortæller han.
Formanden for Skalborg Mandeklub, Ove Guldbrandt, er heller ikke i tvivl om, hvad det klubben kan gøre.
- Vi har ikke intentioner om at indføre det evige liv, men jeg tror, at fællesskaberne gør, at man har det mentalt bedre i den tid, man er her, siger han.
Mænds sundhed halter
Uge 24 markerer Mens Health Week, og her sættes der fokus på mænds sundhed. Noget der i den grad halter kraftigt efter kvindernes.
Foruden mænds tendens til at vælge alkohol og usunde fødevarer, så er der også en ting som mændene er særligt dårlige til i forhold til kvinderne.
I hvert fald hvis man spørger chef for Sundhedsfremme i Aalborg Kommune, Mads Borgstrøm-Hansen,
- At få reageret i tide og få opsøgt den rette hjælp, forklarer han.
- Hvornår har du sidst været ved læge?
Formanden for Skalborg Mandeklub peger også ind i den kedelige tendens.
- Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er ikke er god nok til at komme til læge, fortæller Ove Guldbrand.
Han har en idé om, at sundhed vil komme til at fylde mere i snakkene over de ugentlige petanquespil.
- Vi vil begynde at snakke om, hvordan vores forhold er til sundhedsvæsenet og få en snak om, hvornår vi sidst har været ved lægen, siger han.
Poul Henning Kaxe er ikke i tvivl om, hvad fællesskabet og trygheden i mandeklubben har givet ham.
- Jeg har det ikke godt, hvis ikke jeg kan komme herud, fortæller han.