Mand omkommet i ulykke
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To biler kørte frontalt sammen på Gl. Aalborgvej ved Østerild i Thy. Den 37-årige fører af den ene bil omkom.
Klokken 11.40 søndag kørte to biler frontalt sammen på Gl. Aalborgvej i Østerild i Thy. Føreren af den ene bil var en 37-årig mand, og han omkom af sine kvæstelser, før han nåede at blive sendt med den lægehelikopter, der var ankommet til stedet.
I den anden bil sad en spansk familie med en kvinde, en mand og deres to døtre omkring de tyve år. De blev lettere tilskadekomne og blev kørt til sygehuset.
- De blev alle bragt til sygehuset i Thisted, men nu er den spanske hustru overført til Aalborg, hvor det skal undersøges, om hun har indre kvæstelser, siger vagtchef ved Midt - og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
- De havde lidt smerter ved maven og i kroppen generelt, men de er forhåbentligt kun lettere tilskadekomne, siger vagtchef ved Midt - og Vestjyllands Politi Lars Even.
Det vides endnu ikke, hvordan ulykken fandt sted. Det skal en bilinspektør først undersøge.
- Et vidne fortæller, at han blev overhalet af den 37-årige mand forud for ulykken, mens føreren af den anden implicerede bil, den spanske mand, fortæller, at den modkørende bil kom slingrende. Så det kunne lyde til, at den 37-årige mand har mistet herredømmet, fortæller Ole Vanghøj.