Mad udefra hitter: Vi gider ikke selv
For flere og flere nordjyder er nytårsaften blevet ensbetydende med lækker mad udefra. Tendensen er klar, lyder det fra restaurations-organisationen HORESTA. Folk vil hellere hygge og slappe af, i stedet for at stå flere timer i køkkenet her på årets sidste dag.
Papegøjehaven i Aalborg er en af mange restauranter, hvor der hele dagen har været travlt i køkkenet med at få nytårsmenuerne klar til afhentning.
En af forretterne består af ferskrøget laks med aske, hertil rygeostecreme, krydderurter, jomfruhummer og dampet rødtungefilet. Hovedretten er oksefilét med Brisket-tapenade, honningglaserede gulerødder og portobello med løg-saubise. Hertil er der kartoffelsoufflé med bacon og krydderurter samt okseglace og blomkål-/broccolisalat, fortæller kokken Jette Højgaard.
Lars Mouritzen er ikke bare ejer af Papegøjegaven, men også regionsformand i restaurationsorganisationen Horesta.
- Vi ser en stigende tendens til, at folk vælger den nemme løsning her på årets sidste dag. Man gider ikke stå i køkkenet, men vil hellere være sammen med familier og venner, siger Lars Mouritzen.
Den her aften skal 220 personer nyde en tre eller fire retters menu fra Papegøjehaven. En kuvertpris på 450 kroner betyder tilsyneladende ingenting for rigtig mange denne aften. Bare det er nemt.
Nytårsmenuerne på Papegøjehaven er tilsyneladende populære. Der blev meldt udsolgt for flere dage siden.