Måske på vej mod rekordår: - Vi er forsigtige optimister
Med kun fem anmeldelser siden 19. december og til og med juleaftensdag, håber Nordjyllands Politi, at antallet af juleindbrud i år kan blive historisk lavt.
Det er indtil videre meget begrænset, hvad Nordjyllands Politi har været nødt til at rykke ud til af indbrud de seneste seks dage. Netop dét gør, at politiet har forhåbninger om et rekordår.
- Lige nu ser tallene fornuftige ud. Der er til og med den 24. december færre anmeldte indbrud end sidste senere år, siger René Kortegaard, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Siden 2018 er indbrudstallene styrtdykket. Faldet kom for alvor under coronapandemien, hvor færre rejste væk i løbet af julen.
Antal juleindbrud
Et indbrud begået i perioden fra den 19. til 31. december bliver betegnet som et juleindbrud.
2018 108
2019 82
2020 42
2021 35
2022 5 (til og med 24. december)
Selvom samfundet atter er fri for coronarestriktioner, så tyder en hel del på, at den positive udvikling fortsætter.
- Det er et ”lavpunkt”. I hvert fald det laveste tal, som vi har set i rigtig mange år, siger vagtchef René Kortegaard.
For tidligt at glæde sig
Forsikringsselskaber har ellers advaret om, at kurven måske kunne vende i år. Øjebliksbilledet tyder imidlertid på, at færre - igen i år - får besøg af ubudne gæster.
- Nabohjælp, alarmsystemer og alle de her ting, som er med til at sikre hjemmet, tror jeg også, har haft en medvirkende årsag, siger vagtchef René Kortesgaard.
Vagtchefen understreger dog, at det fortsat er for tidligt at drage en konklusion på tallene. De kommende dage begynder de nordjyder, som har været bortrejst i kulden at vende hjem, og så kan indbrudsstatistikken nemlig begynde at se helt anderledes ud, men foreløbig ser det godt godt ud - set med politiets øjne.
- Vi er forsigtige optimister, siger René Kortesgaard.