Lokalshopping kan redde nordjyske butikker
Butiksejere tager nye midler i brug for at få lokale kunder midt i krisen - nordjyderne kvitterer ved at handle lokalt.
Måske er det et lille forårstegn midt i en coronakrise. Nordjyske butiksejere og producenter skimter i hvert fald små tegn på, at lokalsamfundet bakker op og begynder at shoppe lokalt.
- Det er jo megakrise og en tid fyldt med frustration. Byen ligger jo nærmest øde, siger Rikke Ejsenhardt, der er event- og aktivitetschef hos Hjørring Handel.
Her har man siden tirsdag lavet en fælles indsats for at holde de lokale butikker oven vande i en tid med stor usikkerhed og store, mørke skyer, der trækker sig sammen over den danske detailhandel.
- Jeg har en medarbejder, der er sagt op, og min anden medarbejder har jeg sendt hjem - så jeg har været alene i butikken siden sidste onsdag, siger Joan Gade, der har tøjbutikken Seeds i Hjørring.
Derfor er de handlende i byen gået sammen om en budservice, der kvit og frit leverer pakker købt i butikkerne i Hjørring ud til lokalsamfundet.
Siden starten i tirsdags er flere butikker kommet med i ordningen, og antallet af pakker er blevet fodoblet hver dag siden starten. Lokale sponsorer har stillet biler og chauffører til rådighed, og det kan være en måde for de handlende at overleve krisen.
- Det kan helt klart hjælpe os lige nu. For det betyder, at vi kan holde omsætningen fornuftigt kørende, siger Joan Gade, mens hun gør endnu en pakke klar til levering.
Lokale råvarer klar til nordjyderne
Noget tyder på, at de nordjyske webshoppere har hørt de handlendes nødråb.
I Tylstrup vælter det ind med ordrer hos Det Lokale Marked, som er en lokal onlinebutik, der repræsenterer 26 nordjyske små fødevareproducenter.
Dermed kan kunderne i en og samme butik handle og støtte mange lokale producenter på én gang.
- I løbet af de sidste to uger er vores bestillinger tredoblet. Og det luner hos vores producenter fra Vendsyssel, der normalt afsætter store partier kød, fisk og grøntsager til hoteller og restauranter - den omsætning er jo væk lige nu, siger Lise Bach, der er webshopansvarlig.
- Det at kunne sælge denne her vej til private nordjyder, det er de utroligt glade for, forklarer hun, mens endnu en kasse friske råvarer gøres klar.
Nordjyder hjælper hinanden
Så midt i den nedtrykte stemning fornemmer man altså både i Tylstrup og Hjørring, at der er en chance for, at nordjyderne får øjnene op for de mange shoppingmuligheder i Nordjylland, så forretninger og producenter kan klare sig gennem en coronavirus, der ser ud til at trække en lang række af konkurser og lukninger med sig i den kommende tid.
- Det er dejligt med lidt positive historier oven i alt det triste, der sker omkring os, siger Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.
Det er ikke kun i Hjørring, at cityforeninger og producenter opruster for at gøre sig mere attraktive overfor nordjyderne. Ideen med levering af lokale pakker til lokale kunder er tyvstjålet fra cityforeningen i Thisted, erkender Rikke Ejsenhardt.
Hver morgen holder hun videomøde med sine kollegaer fra hele landet for at skaffe inspiration til at sørge for, at der bliver handlet lokalt.
Har du/I ideer til, hvordan man holder på pengene lokalt - så skriv en kommentar her under artiklen, så andre shoppere, butiksejere og producenter kan få flere gode ideer til at holde de nordjyske erhvervsdrivende kørende, til coronavirus igen har forladt landet.