Laveste ledighed i 13 år skaber akut mangel på håndværkere
Beskæftigelsen i Nordjylland er på det højeste det har været i 13 år. Flere virksomheder mangler afgørende arbejdskraft.
Når der skal installeres kontakter eller lægges rør hos den nordjyske virksomhed Øgaard A/S, så mangler der hænder til at udføre opgaverne.
Der er nemlig rift om håndværkere i landsdelen. Beskæftigelsen satte i august rekord med 224.606 nordjyder i fuldtidsarbejde og en ledighedsprocent på under tre procent.
Vi kan ikke levere det, vi skal, fordi vi mangler arbejdskraft.
Rikke Øgaard, ejer, Øgaard A/S.
- Vi skriver på alle vores sociale medier, at vi søger nye folk og gør alt, hvad vi kan for at ansætte flere, men vi mangler stadig flere faglærte håndværkere, siger Rikke Øgaard som sammen med sin mand ejer virksomheden Øgaard A/S.
Virksomheder har svært ved at besætte stillinger
En undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at virksomhederne i Nordjylland har svært ved besætte 34,8 procent af de opslåede stillinger i det seneste halve år.
Ifølge Rikke Øgaard står problemet klart.
- Vi mangler, at flere tager erhvervsuddannelserne. Vi kan ikke bare ansætte ufaglærte, da vi laver autoriseret arbejde og derfor har brug for faglærte inden for området, siger hun.
Den store stigning i beskæftigelsen har ifølge De Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR Nordjylland) medvirket til, at virksomheder har fået sværere ved at finde ny arbejdskraft og det kan skabe forhindringer for, at virksomhederne kan udføre deres ordrer.
- Vi har efterspørgsel på opgaver, men kan ikke levere det vi skal, fordi vi mangler arbejdskraft, siger Rikke Øgaard.
Manglen er vokset
RAR Nordjylland har fokus på problemet og arbejder på at opkvalificere af arbejdsstyrken, så både ledige og beskæftigede kan afhjælpe manglen på arbejdskraft i de nordjyske virksomheder.
- Vi arbejder med betydeligt flere fokusområder, hvor der er mangel på arbejdskraft nu, siger Lars Christensen, som er næstformand for RAR Nordjylland.