Læger tjener penge på overflødige corona-mails: - De skal betale pengene tilbage
Lene Linnemann, regionsrådsmedlem for SF.
Medlemmer i regionsrådet kræver handling og klarhed i en sag om uberettigede corona-gebyrer.
De fleste nordjyder har klikket sig ind på hjemmesiden sundhed.dk for at se svaret på deres coronaprøve. Men flere har også modtaget en mail fra lægen.
- Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra patienter, der undrer sig over hvorfor; når de selv kan se svaret på sundhed.dk, siger Lene Linnemann, regionsrådsmedlem for SF.
Jeg har også modtaget henvendelser fra ansatte i lægeklinikker, der ikke ved, hvad de skal svare patienter, der undrer sig.
Lene Linnemann, regionsrådsmedlem for SF.
Det drejer sig om en aftale mellem PLO (Praktiserende Lægers Organisation) og Danske Regioner, hvor de praktiserende læger kan opkræve et gebyr på mellem 45 og 47 kroner for hver mail, de sender til en patient om negativt coronasvar.
Men mailen skal kun sendes i særlige tilfælde, og i lighed med de øvrige regioner har Region Nordjylland konstateret, at forbruget af ydelsen er højere end forventet.
- Det er penge, som går til noget, der er fuldstændig unødvendigt. De penge kunne være brugt på noget andet i sundhedsvæsenet, siger Lene Linnemann (SF).
7-10 klinikker i Nordjylland
På landsplan er der opkrævet 23,4 millioner kroner fra regionerne fra juni måned, hvor aftalen blev indgået, ifølge RADIO4. Gebyret må dog godt opkræves, hvis grunden er ’fagligt indiceret’.
- Vi har stadig haft lov til at give svar i særligt berettiget tilfælde. Og spørgsmålet er, hvordan man har defineret det ude i klinikken, siger Charlotte Lønskov Jensen, der er formand for Praktiserende Lægers Landsorganisation i Nordjylland.
TV2 Nord er blevet oplyst, at mellem 7-10 lægeklinikker i Nordjylland har et ydelsesforbrug, der ligger over det forventede.
- Det er klart, vi tager selvfølgelig afstand fra, hvis ydelserne ikke er brugt korrekt. I næste uge skal vi til at undersøge sagen og finde ud af, hvordan den er anvendt, siger Charlotte Lønskov Jensen.
Fortsætter i februar
Trods to præciseringer siden september fra PLO over for lægerne, er TV2 Nord bekendt med flere aktuelle tilfælde. Tilfælde, hvor der ifølge vedkommende ikke er såkaldt faglige indikationer. Ét af tilfældene er få dage gammelt - fra lørdag den 20. februar.
Personen har siden efteråret modtaget flere beskeder rubriceret uopfordret E-konsultation med ordlyden "Hej. Der er kommet svar på din test for corona. Der er ikke påvist sygdom".
Beskederne er tikket ind, efter testsvar lå tilgængeligt på sundhed.dk. På vedkommendes profil på samme hjemmeside fremgår gebyret under ”ydelse”, og hver gang er “e-konsultationen” faktureret med 47,94 kr.
TJEK GEBYRER PÅ SUNDHED.DK
Når du logger ind på sundhed.dk med NemID, skal du finde “Sundhedsjournalen” som det første.
Herefter trykker du ”konsultationer hos læge m.fl.”.
På den følgende side tryk “næste” og vælg så fanen “ydelser”.
I denne uge skal sagen drøftes i regionen, hvor også PLO er inviteret. Og står det til næstformanden i regionsrådet, bør sagen få konsekvenser.
- De skal betale pengene tilbage. Hvis man får en ydelse, man ikke er berettiget til, skal man betale tilbage, ligesom borgere skal, når det sker. Det skal PLO-læger også, siger Lone Sondrup (V), næstformand i regionsrådet.
Næstformanden understreger, at det drejer sig om nogle få læger, "der ikke kan finde ud af det med ydelsen", og at omfanget nu skal undersøges. Region Hovedstaden tegner sig for over halvdelen af de udbetalte skattekroner.
Se indslaget her: