Praktiserende læger tjener styrtende på negative corona-testsvar: - Det er et kæmpe tillidsbrud

Ifølge et medlem af regionrådet har op mod ti nordjyske lægeklinikker tjent godt med penge på at videresende et negativt coronatestsvar via e-mail til patienter. Selvom svaret ligger frit tilgængeligt på sundhed.dk

Det har siden juni måned været muligt for de praktiserende læger at opkræve et gebyr fra regionen, når de sender en e-mail til deres patienter, hvori de oplyser om et negativt corona-testsvar. Et svar, som patienterne ellers selv kan finde på sundhed.dk uden, at det koster regionen ekstra.

Ifølge Radio4 har de praktiserende læger benyttet sig flittigt af den ordning. På landsplan har lægerne opkrævet 23,4 millioner kroner fra regionerne.

quote Det er et kæmpe tillidsbrud fra lægernes side, at de kan finde på at svindle så bevidst. Det er jo borgernes penge, som kunne have være brugt på andet, der har værdi for dem – det har det jo på ingen måde

Lene Linnemann, Regionsrådsmedlem, Region Nordjylland, Socialistisk Folkeparti

Også her i Nordjylland har flere lægeklinikker benyttet sig af ordningen. Ifølge Lene Linnemann (SF), der sidder i Regionsrådet, drejer det sig om mellem syv og ti klinikker i landsdelen.

- For det første synes jeg, det er helt galt, at man har forhandlet den aftale hjem. Men når den nu er der, så synes jeg, det er et kæmpe tillidsbrud fra lægernes side, at de kan finde på at svindle så bevidst. Det er jo borgernes penge, som kunne have være brugt på andet, der har værdi for dem – det har det jo på ingen måde, siger hun.

Ifølge professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, så er der ikke nogen, der gør noget ulovligt.

- Men der er tale om nogen, som har en anden tolkning af den aftale, der er indgået, lyder det fra professoren.

PLO har præciseret overfor medlemmer

Det er en aftale mellem PLO og Danske Regioner, som gør det muligt for de praktiserende læger at opkræve et gebyr på mellem 45 og 47 kroner for hver mail de sender til en patient. Et gebyr, som lægerne ifølge Radio4 egentlig kun må opkræve, hvis grunden er ’fagligt indiceret’.

Siden juni har regionerne to gange indskærpet overfor PLO, at ordningen ikke blev brugt efter hensigten. PLO præciserede det i september overfor deres medlemmer.

I et mailsvar til Radio4 skriver PLO’s formand Jørgen Skadborg:

- PLO præciserede 11. september over for vores medlemmer, at lægen som hovedregel ikke skal sende en e-mail, når borgere har et negativt testsvar, medmindre lægen vurderer, at der er et konkret behov for supplerende information. På baggrund af de her oplysninger vil vi gentage dette over for vores medlemmer.

Gebyrerne bliver dog stadig opkrævet. Det viser tal fra Danske Regioner, som Radio4 har fået indsigt i.

- Set i bagklogskabens lys, så skulle man nok have overvejet, om det var nødvendigt med en aftale. Men her skal vi selvfølgelig huske på, at man har siddet i en meget presset situation og skulle finde en løsning, som de praktiserende læger kunne se sig selv i, siger Kjeld Møller Pedersen.

Lene Linnemann oplyser til TV2 Nord, at hun længe har forsøgt at råbe op i regionsrådet, men at der stadig ikke gøres noget.

- Jeg mener, at når ikke lægerne selv kan finde ud af at stoppe det her, så må den enkelte region. Lægerne, som har misbrugt det her, skal betale alle pengene tilbage, og så skal der sanktioneres. Det skal simpelthen have konsekvenser, det her, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland