Læger om ny aftale: 10.000 kroner for en aftenvagt er ikke attraktivt
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation afviser, at penge alene gør det attraktivt at tage tjans som vagtlæge.
Det handler ikke om penge, men om at 20 procent af de praktiserende læger i Nordjylland er væk. - 10.000 kronet for en nattevagt er ikke en guldrandet forretning, siger PLO-formand.
Nyheden om, at tre træffesteder for nordjyske vagtlæger bliver nedlagt er trist. Men havde man ikke gjort det, ville endnu flere nordjyder mangle en praktiserende læge om få år.
Sådan ridser formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO, red.), Christian Freitag, situationen op, efter Region Nordjylland og PLO har indgået en ny aftale, der betyder, at træffestederne i Skagen, Brovst og Farsø lukker med udgangen af måneden.
- Jeg er helt med på, at det her kommer til at give lokale problemer. Men i de sidste 10 år har vi haft et meget stort problem i Region Nordjylland. Vi er gået fra at være 350 læger til i dag 280. Det er 20 procent af lægerne, der er forsvundet. Dem skal de resterende læger dække ind. Hvis den udvikling fortsætter, har vi en møg-ond cirkel, siger han.
Den negative spiral vil betyde færre læger i det nordjyske og dårligere adgang til praktiserende læge, mener Christian Freitag.
- Problemet er, at de nye læger kan vælge mellem hundredevis af jobs. Og for at få dem til at blive praktiserende læge i Nordjylland skal vi tænke os godt om, når man bruger deres tid om aftenen og om natten, for de skal også være i deres klinik næste dag og betjene borgerne.
Han er overbevist om, at den nye aftale vil vende den negative udvikling til et stigende antal praktiserende læger.
- Alle er fuldstændig klar over, at det her gør ondt de tre steder hvor man lukker lægevagt-konsultationer. Og jeg kan godt forstå, at borgerne er frustrerede over, at de får længere til vagtlægen.
Alligevel argumenterer han for, at borgerne kan se frem til, at lægevagterne fremover bliver bedre.
- Den nye ordning knytter lægevagterne tættere sammen med hospitalerne, det kommer borgerne til gavn. På sigt giver den flere læger i Nordjylland og et bedre tilbud til alle om adgang til praktiserende læge.
. Hvis det var en guldrandet forretning at møde på arbejde i lægevagten, ville lægerne strømme til - det gør de bare ikke.
Christian Freitag, formand Praktiserende Lægers Organisation
Efter resultatet af forhandlingerne blev offentliggjort, er lægerne blevet skud i skoene, at de drager nytte af situationen og har lavet en aftale, der giver lægerne mere i løn for at arbejde mindre.
Den udlægning afviser Christian Freitag.
- Det kan godt være, at den enkelte læge kommer til at tjene mere på en vagtlæge-vagt. Det har bare ikke været målet. Målet har været at finde læger, der vil tage de vagter. Hvis det var en guldrandet forretning at møde på arbejde i lægevagten, ville lægerne strømme til - det gør de bare ikke, siger han.
PLO-formanden spår ovenikøbet, at det også fremover bliver svært at rekruttere læger til at tage de vagter.
- Det bliver stadig svært at få læger til at tage de vagter, fordi lægerne arbejde hver eneste dag fra 8 til 18 med venteværelset fyldt af patienter.
Ude hos lægerne bliver der nemlig stadig mere travlt i takt med, at patienterne bliver ældre og mere krævende. Og at hver patient bruger lægerne mere. For nordjydernes brug af lægen er steget markant.
I en rapport, som PLO offentliggjorde i 2017 fremgår det, at i 2007 var antallet af konsultationer pr. praktiserende læge pr. dag 46,2. I 2017 var antallet steget til 58,4.
Tallet er næsten 20 procent højere end landsgennemsnittet på 50,5 konsultationer pr. praktiserende læge pr. dag.
Herunder kan du se hele Fokus, hvor den netop indgåede aftale mellerm Region Nordjylland og PLO er dagens emne.