Jonathan fik kørelærer til at tale om at køre katte ned
Foto: Michael Andersen / TV2 Nord
Jonathan Christensens Tourettes Syndrom fik ham ud i en speciel situation, da han tog kørekort.
- Jeg har en kat.
Sådan siger den 21-årige komiker Jonathan Christensen igen og igen, selvom han ikke har nogen kat.
Han har til gengæld Tourettes syndrom, og sætningen er et vokalt tic, som han ikke kan kontrollere.
Hans mund taler, uden han kan styre det. Og det kan få ham ud i nogle sjove situationer.
For eksempel for nylig da Jonathan Christensen var ved at tage kørekort.
Se andet afsnit af 'Jeg har ik' nogen kat' i videoen herunder - artiklen fortsætter under videoen.
Kan ikke være stille
Jonathan Christensen er 21 år, komiker og aktuel i det nye tv-program 'Jeg har ik' nogen kat.'
Her følger man ham kaste sig ud i voksenlivets udfordringer tilsat Tourettes syndrom.
Det indebærer blandt andet at tage kørekort og gå til teoriundervisning. Noget, man ofte forbinder med at være stille.
Men det kan Jonathan Christensen ikke være.
Jonathan Christensen har også social angst, og hans Tourettes eskalerer, hvis han bliver nervøs eller stresset.
Derfor blev der sagt kattelyde og 'Jeg har en kat' flere gange under hans teoriundervisning.
Og pludselig tog undervisningen en anden drejning.
Må man køre en kat over?
Eleverne begyndte at snakke om, hvad man skulle gøre til køreprøven, hvis en kat løb over vejen.
Skulle man køre den over eller bremse op?
Jonathan Christensen blev helt forvirret, og kørelæreren måtte ud i en lang forklaring.
- Selvfølgelig skal man holde tilbage for en kat, men har man valget mellem at køre en kat ned eller et menneske ned, så tager man katten i stedet for personen, lyder det fra kørelærer Arash Shahrokhi.
Hvis du har påkørt et dyr
Det er vigtigt, at du søger assistance, hvis du har skadet et vildt dyr eller et strejfende husdyr, eller hvis du bliver opmærksom på et efterladt trafikskadet dyr.
Hvis du står med et påkørt, skadet eller sygt dyr, vildt eller ejerløst, kan du gratis kontakte Dyrenes vagtcentral på telefonnummer 1812.
Det er normalt en frivillig fra Dyrenes Beskyttelse eller en dyreredder fra Falck, som rykker ud til skadede og syge dyr, uanset om de er vilde eller ejerløse. Det er Dyrenes Beskyttelse, der betaler for behandling eller evt. nødaflivning af det tilskadekomne dyr.
Kilde: borger.dk
Ifølge kørelæreren handler det om situationen og om at tænke på sine medtrafikanter.
Episoden fra teoriundervisningen er nu blevet en del af tv-programmet 'Jeg har ik' nogen kat,' som kan ses på tv2nord.dk/play og TV2 Play.