Ishamrende koldt med tocifrede minusgrader: Nordjylland hårdest ramt
Hvis du har fået et kuldechok, når du er trådt udenfor lørdag morgen i det nordjyske, så er du nok ikke den eneste.
Der er nemlig blevet målt helt ned til 10,2 graders frost i Tylstrup ifølge TV 2 Vejr. Det er det koldeste, der er målt i landet siden midnat.
De tocifrede minusgrader har dog ikke gjort, at nordjyderne har kæmpet med alt for mange problemer på de ellers isglatte veje.
- Det har været en stille nat og morgen. Der har været forholdsvis meget ro på, lyder det fra Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.
- Vi har haft 50 sager i det nordjyske, og det er stadigvæk pænt at se til, men der begynder at være styr på sneen, tilføjer hun.
Tre af de 50 sager har været fritrækninger, og det har udelukkende været, når folk kører af vejen.
Vagtcentralchefen forventer en travl dag, selvom der er lidt mere ro på, når der er weekend modsat hverdagene.
Og samtidig forventer hun, at kulden gør, at flere får brug for starthjælp til bilen i løbet af weekenden.
Vejdirektoratet advarer samtidig på X om sne- og isglatte veje, og opfordrer bilisterne til at køre ekstra forsigtigt denne lørdag.
Hvis du skal ud at køre i lørdagskulden, så kør ekstra forsigtigt. Nogle steder er sneen kørt fast på kørebanen og derfor svær at fjerne for sneplovene, selv om der gøres en ihærdig indsats. I hele landet er der risiko for sne- og isglatte veje. #dktrafikinfo pic.twitter.com/4d5WRBjFWh
— Vejdirektoratet (@Vejdirektoratet) January 6, 2024