- Så vælter læsset for ham. Det kan være fra, at han bare sidder i sin seng og kigger ud i luften, eller at han sidder og slår hovedet ind i væggen.
Sådan sagde Morten Bæch, der er far til 13-årige Oskar Bæch fra Øster Hassing, der i øjeblikket går i en såkaldt K-klasse på Vodskov Skole.
Men det kommer til at ændre sig. Et enigt Børne- og Undervisningsudvalg i Aalborg Kommune har nikket ja til at indføre de såkaldte Fokusklasser i kommunen.
Det betyder, at Oskar, der har Aspergers syndrom, indenfor de næste to år skal skifte sin velkendte klasse ud med en Fokusklasse, som samler elever, der enten har ADHD, autisme eller andre indlæringsvanskeligheder.
- Vi ønsker at give børnene de bedste forudsætninger for at trives og udvikle sig i nærheden af deres hjem. Derfor har vi også gjort vores bedste for at skabe løsninger og muligheder, hvor vi med en uændret økonomisk ramme kan tilbyde en mere sammenhængende hverdag, hvor skole, fritid, venner og familie er tæt på. Vi ved fra undersøgelser, at dette kan have en afgørende betydning for børns trivsel, siger Morten Thiessen (K), der er rådmand for Børn og Ungeforvaltningen i Aalborg Kommune.
Men både Oscar og hans forældre frygter skiftet.
For blandt andet kommer det til at betyde, at Oscar får klassekammerater, der har helt andre behov, og fordi ressourcerne skal fordeles ligeligt, vil der også være færre lærere i klassen. Og så er det, læsset vælter for Oscar.
Bakkes op af evaluering i anden kommune
Der har tidligere været kritik af Fokusklasserne, som Randers Kommune indførte i 2019. Her har en evaluering af klasserne, der er foretaget af BDO, vist, at den blandede elevsammensætning kan være et problem for både elever og pædagoger.
'Der er altså overvejende kritik af nærhedsprincippet, idet medarbejderne i PPR oplever, at der skabes uhomogene klasser, der stiller store krav til det pædagogiske personale i forhold til at kunne imødekomme alle elevers behov. Det fremhæves som eksempel, at det kan være belastende, hvis du er autist og har behov for struktur, at du er placeret med elever, der har svær adhd og dermed vil være motorisk udfordret og kan risikere at skabe uro,' skriver BDO i deres evaluering af klasserne og fortsætter:
'Det er bedre, at børnene visiteres til et specialtilbud, der passer til barnets funktionsniveau. At det klart defineres, hvad de enkelte tilbud kan tilbyde. Det er vigtigt at se på det enkelte barn og ikke på, hvor det bor,' har en person fra det pædagogisk personale sagt i forbindelse med evalueringen.
Tidligere har TV2 Nord spurgt rådmand Morten Thiessen om hvorvidt, man ikke kan lære af Randers Kommunes fejl?
- Jeg tror ikke, man skal lære noget som helst af Randers, for de gjorde det natten over, og de gjorde det ikke gennem en frivillighedsmodel, sagde rådmanden til TV2 Nord i december.
Rådmanden har overfor TV2 Nord også sagt, at han garanterer, at der også bliver plads til elever med ekstra særlige behov.
- De kan se frem til, at vi leverer et tilbud, som er til deres barns bedste, fastslog Morten Thiessen (K) i december.
Aalborg Kommune lægger op til en indkøringsperiode på to år. Herefter skal alle specialeleverne i Fokusklasser.