Nyt børnehus skal hjælpe børn og unge i Nordjylland, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb.[size=3][/size]
Den 1. oktober åbner Børnehus Nord i Aalborg, som samler en psykolog, en socialrådgiver, en leder og en sekretær på samme sted. På den måde skal det være lettere for børn og unge at søge hjælp efter overgreb.
Man forventer, at der vil være mellem 125 og 150 sager om året om overgreb eller mistanke herom. Kommunerne i Region Nordjylland er i de sager forpligtigede til at benytte Børnehus Nord.
- Det er afgørende, at vi kan yde en højt kvalificeret og koordineret indsats over for børn og unge, som har været udsat for overgreb.
Børnehus Nord giver nogle helt nye muligheder på dette område, siger rådmand Mai-Britt Iversen i en pressemeddelelse.
Børnehuset arbejder sammen med Nordjyllands Politi, og videoafhøring af børnene skal fremover foregå i Børnehuset.
- Det er en stor fordel, at Børnehus Nord er blevet oprettet, da der i høj grad tages hensyn til børnene og deres behov, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.
Der vil være en akutfunktion tilknyttet huset, så der altid kan handles i sager om overgreb.
Antallet af cykeltyverier stiger og stiger i Aalborg
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
I de to seneste år er tyveriet steget med 50 procent.
Jeg synes, det er død ærgerligt, at der er nogen, der gør det, fordi vi er jo rigtig mange, der er afhængige af, at vores cykel er der, og vi kan bruge den.
Sådan fortæller Henrik Sørensen, der når han kommer til Aalborg har en cykel stående ved stationen.
- Det er faktisk ligesom, når den går i stykker, så er det enormt træls, fortæller han.
Det, som Henrik Sørensen taler ud fra, er det kraftigt stigende antal anmeldte cykeltyverier, som der sker i Aalborg.
Henover fra 2021 til 2023 er det nemlig steget med 50 procent - fra 1063 til 1594. I samtlige andre nordjyske kommuner er tallet på status quo eller faldet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
De senere år er der kommet flere dyre cykler på markedet - heriblandt elcykler. Alligevel er der ikke en entydig forklaring på det stigende antal tyverier. Men det får en af cykelhandlerne til forsøge at forebygge tyverierne.
Vi gør også en hel masse i, når vi sælger en ny cykel, at vi også forsøger at sælge dem nogle ekstra gode låse, så de kan låse den fast til noget. Låse den fast et gelænder, træer, låse den fast til andre cykler eller en anden ting, så er man ikke bare lige for den stjålet, siger indehaver af Fri Bike Shop i Nørresundby, Mogens Christensen.
Fra 2010 til 2021 var antallet af cykeltyverier ellers faldende i hele Region Nordjylland. Fra sit højeste i 2011 til 2021 faldet til fra 4870 til 1798 anmeldte cykeltyverier.
SOSU-hjælper fyret:
- De banker en på plads, når man åbner munden
Esther Glitfeldt mener, at hendes fyring hænger sammen med, at hun har klaget over arbejdsmiljøet i hjemmeplejen.
Esther Glitfeldt er blevet fyret efter 16 års tjeneste som social- og sundhedshjælper i Jammerbugt Kommune.
Hun mener, at fyresedlen hænger sammen med, at hun i september har klaget til de kommunale politikere om dårlige arbejdsforhold i hjemmeplejen.
- Man har ikke lov til at ytre sig, så skal de nok banke én på plads. Det er helt sikkert, fortæller den tidligere social- og sundhedshjælper.
Kommunalbestyrelsen har i sommeren 2024 lavet besparelser i hjemmeplejen.
Ansatte, TV2 Nord har talt med, mener, at det er årsagen til, at der er kommet et dårligt arbejdsmiljø, som både har haft konsekvenser for ansatte og borgere i hjemmeplejen.
Et arbejdsmiljø, der ifølge Esther Glitfeldt og en tidligere kollega, var så dårligt, at ansatte græd på jobbet og ikke havde tid nok til at skifte borgeres fyldte bleer.
Skrev mails til politikerne og blev indkaldt til samtale
Efter flere måneder med et presset arbejdsmiljø skrev Esther Glitfeldt i september til politikerne i kommunen.
Et par dage senere blev hun indkaldt til en samtale på baggrund af 'uhensigtsmæssig adfærd', fortæller hun.
- Jeg spurgte, om han kunne uddybe, hvad det var for en uhensigtsmæssig adfærd, men det kunne han ikke. Men jeg skulle ikke komme på arbejde, besvare mails eller telefonopkald, indtil jeg skulle til en tjenestelig samtale ugen efter, fortæller Esther Glitfeldt og fortsætter:
- Jeg får så uddybet den her 'uhensigtsmæssige adfærd' til den her samtale, hvor jeg bl.a. skulle have kaldt min nærmeste leder for en 'sindssyg leder'. Men det passer ikke.
TV2 Nord har talt med Henrik Ravn, der er sundheds- og velfærdschef i kommunen, og som var ham, der indkaldte Esther Glitfeldt til samtalen.
- Jeg kan ikke gå ind i en konkret personalesag. Men generelt kan jeg sige, at hvis man retter henvendelse til politikere, så har det ikke konsekvenser for ens ansættelse. Sådan er det ikke, siger Henrik Ravn.
Fremtiden er uvis
Siden samtalen har Esther Glitfeldt gået hjemme, og hun synes, det er uvirkeligt, at hun ikke skal tilbage til sit arbejde i hjemmeplejen igen.
- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med min fremtid lige nu. Jeg savner mine kollegaer, og jeg savner borgerne. Det er ikke gået op for mig endnu, at jeg ikke skal tilbage, siger Esther Glitfeldt.
Sidste år lagde hele 400 personer vejen forbi omsorgshjemmet til halloween.
- Jeg er ikke fan af jul.
Sådan lyder det fra Eva Maria Simonsen, som er beboer på Rørbæk Omsorgshjem.
På omsorgshjemmet er halloween en kæmpe begivenhed, faktisk større end julen, som ellers plejer at samle mange.
- For mig betyder halloween mere, fordi min familie ikke er her mere. Så jeg vil hellere ære dem og tænke på dem og have dem i mit hjerte, end jeg vil nyde juleaften. halloween gør, at jeg føler mig tættere på min familie, siger Eva Maria Simonsen og fortsætter:
- Jeg har fået nok juleaften, og de er blevet kedelige. Jeg er ligeglad. Den sover jeg igennem, hvis jeg kan.
Halloween, der de seneste år er blevet større og større, var også en stor begivenhed sidste år ved omsorgshjemmet. Faktisk var der hele 400, som lagde vejen forbi.
TV2 Nord var også forbi Gistrup torsdag aften, hvor et parcelhus blev forvandlet til et slot i anledning af halloween.
På Rørbæk Omsorgshjem pynter de derfor igen stort op i år, og det er venneforeningen til omsorgshjemmet, der vælger at støtte op om, at halloween bliver en realitet.
- Det giver jo sammenhold. Det kan vi lige så tydeligt både se og høre her i dag. Og sidste år var vi grønt succesarrangement, men i år er helt forrygende. Det betyder utrolig meget for os, siger Vibeke Lemvig, som er formand for venneforeningen.
Tidligere på dagen var TV2 Nord også forbi Biersted, hvor der også er pyntet ganske stort op til halloween. Se billederne herunder:
Fyrede 10 ud af 14 skraldemænd:
Nu ansætter de nye
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Et stillingsopslag har vakt harme blandt fyrede skraldemænd og 3F. Selv mener renovationsfirma, det er normal procedure.
"Til dagrenovationskørsel ved Meldgaard Miljø A/S i Mariagerfjord Kommune søger vi afløsere."
Sådan begynder et nyt stillingsopslag fra Meldgaard Miljø A/S.
Men stillingsopslaget kommer ikke engang en måned efter, at firmaet fyrede 10 ud af 14 skraldemænd i Mariagerfjord Kommune, fordi renovationsafdelingen i Hadsund blev nedlagt, og skraldemænd fra Aalborg skulle køre ruterne i Mariagerfjord i stedet.
- Det er sjovt, man vælger at søge afløsere, når Meldgaards ledelse i sidste uge fortalte til TV2 Nord, at de har forsøgt at sætte det bedste hold, og det har de så gjort, siger Ole Dalgård, der er en af de 10 skraldemænd fra Mariagerfjord, der fik en fyreseddel i begyndelsen af oktober.
Uretfærdigt behandlet
Ifølge Ole Dalgård føler skraldemændene fra Mariagerfjord sig uretfærdigt behandlet.
- Burde vi ikke være det bedste hold? I mine øjne er vi da det bedste hold, fordi vi har erfaring med kommunen og er lokale, siger han.
Både ifølge Ole Dalgård og 3F Mariagerfjord, der har en del af de fyrede skraldemænd som medlemmer, har det ramt skraldemændene at se stillingsopslaget.
- Det er da ubehageligt, især fordi jeg er overbevist om, at vi har udført et godt stykke arbejde. Især i vinter, siger Ole Dalgård.
Skraldemændene føler, de er blevet uretfærdigt behandlet.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
3F: Aldrig set noget lignende
Hos 3F Mariagerfjord har stillingsopslaget også vakt bade undren og harme.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Aldrig, siger Susanne Rüsz Wyrtz, der er faglig sekretær hos 3F Mariagerfjord.
3F Mariagerfjord er allerede inde i sagen, fordi de fra begyndelsen, da fyringerne kom, kaldte dem uberettigede.
Ifølge Susanne Rüsz Wyrtz er der tale om uberettigede fyringer, fordi arbejdet i Mariagerfjord Kommune består, og at der altså ikke er tale om en virksomhed, som har rykket produktionen til udlandet.
Meldgaard og 3F har været til mæglingsmøde sammen, men efter mødet udtalte Susanne Rüsz Wyrtz, at de var "enige om at være uenige," og derfor er sagen nu sendt til Forbundshuset og Dansk Industri.
Dog formilder stillingsopslaget ikke sagen, mener Susanne Rüsz Wyrtz.
- Det er uartigt. Og det påvirker de tidligere medarbejdere rigtig meget. De er uforstående over for, at de har passet deres job, bliver opsagt, og så søger man nye folk til de ruter, de har haft, siger Susanne Rüsz Wyrtz.
Men Meldgaard har meldt ud, at de har sat det bedste hold for virksomheden, og at der ikke var plads til alle fra bade Aalborg og Mariagerfjord, og stillingsopslaget er afløsere, har I ikke forståelse for den ledelsesbeslutning?
- Man kan omstrukturere, som man vil, det er en del af ledelsesretten, men jeg fastholder, at jeg er uenig i, at der skulle fyres så mange hernede fra, og man ikke tilbyder dem arbejde i Aalborg, for jeg kan ikke se det bedste hold udelukkende skulle være dem fra Aalborg, siger Susanne Rüsz Wyrtz.
Det siger Meldgaard Miljø
Freddy Fogh Sørensen, der er afdelingschef ved Dagrenovation ved Meldgaard Miljø A/S har ikke haft lyst til at stille op til et interview med TV2 Nord.
Dog fortæller han i telefonen, at de ingen kommentarer har til den verserende sag mellem dem og 3F.
I forhold til stillingsopslaget vil Freddy Fogh Sørensen gerne pointerere, at der er tale om afløsere, der skal bruges ved sygdom og ferie. Og at alle er velkomne til at søge stillingen.
- Det er normal procedure, og det gør vi mange steder. Så det er der ikke noget unormalt i, men jeg forstår godt, at det kan undre folk, siger han.
Hvad mener du om, at de tidligere medarbejdere føler, de er blevet uretfærdigt behandlet?
-Det ønsker jeg ikke at kommentere på, siger Freddy Fogh Sørensen.
Ifølge Freddy Fogh Sørensen, er nedlukninigen af afdelingen i Hadsund begrundet med, at Meldgaard tabte udbuddet i Aalborg Kommune, og at faciliteterne deroppe ellers skulle stå tomme. Derudover fortæller han, at der ikke var plads til at beholde alle medarbejdere fra både Aalborg og Mariagerfjord, og at virksomheden derfor har gjort det, de har vurderet, har givet bedst mening.
-Vi har vurderet, at vi har sat det bedste hold, men jeg forstår godt, at folk stiller spørgsmålstegn ved det, men det er også erfarne skraldemænd, vi har i Aalborg, siger Freddy Fogh Sørensen.
Undren på sociale medier
Sagen har skabt røre i lokalområdet i Mariagerfjord - og på de sociale medier. Dagligt bliver Ole Dalgård kontaktet af borgere.
- De spørger, hvor langt vi er i sagen, og hvordan det står til, og at det for galt, at man bare kan fyre folk uden et sagligt grundlag.
Også Mariagerfjord Kommune er flere gange blevet nævnt på de sociale medier. Men fordi de ikke er part i sagen, må og kan de ikke have en holdning til sagen.
- Kommunen har lavet et kontraktligt udbud, og den har Meldgaard vundet, og det er Meldgaard, der har ansvaret for at tømme vores skraldespande. Hvordan de vil besætte deres positioner er ude af vores hænder, siger formand for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen, der godt kan forstå, hvis folk tror, kommunen er involveret.
Langt størstedelen af de fyrede skraldemænd er trukket i arbejdstøjet igen - et nyt sted.
Men selvom de rent arbejdsmæssigt er kommet videre, så fylder sagen stadige.
- Det er op til 3F at lade det gå "rettens gang", og så må vi finde ud af, hvad der er hoved og hale i det her. Personligt er vi kommet videre, men vi ønsker jo også en form for afslutning, siger Ole Dalgård.
Statsministeren vil have flere sosu'er -
men hver tredje dropper uddannelsen
Foto: Lisbet Christensen
Det skal mere fokus på frafaldet på sosuuddannelserne. Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen i dag besøgte Sosu Nord i Aalborg.
- Hej med jer, siger statsminister, Mette Frederiksen, mens hun træder ind gennem døren til et undervisningslokale på Sosu Nord.
En gruppe social- og sundhedsassistentelever står samlet rundt om en seng, hvor en dukke-patient.
De er i gang med at øve, hvordan de taler med en ængstelig patient, og nu er statsministeren kommet for at kigge på. Plejecentre og sygehuse har hårdt brugt for dem, der bliver uddannet her, men mange når aldrig så langt - for frafaldet er stort.
- Heldigvis oplever vi, at frafaldet er forbedret, men det er stadig for højt, siger Lene Kvist, der er direktør for Sosu Nord.
Hver tredje falder fra
En rapport fra Rambøll, der blev udgivet i marts viser, at efter 3 år - hvilket omtrent er længden på den typiske social- og sundhedsassistentuddannelse - er omkring hver tredje elev frafaldet for årgangene 2017-2019 på de danske sosu-skoler. Eleverne mærker frafaldet i dagligdagen.
- Vores søsterklasse og os er blevet slået sammen i den her skoleperiode, fordi der både har været frafald i deres klasse og i vores, fortæller Dorthe Bonvang, der læser til social-og sundhedsassistent på merit.
Kian Nedrud og Dorthe Bonvang er social- og sundhedsassistentelever. De ser hvordan deres medstuderende falder fra uddannelsen.
I følge eleverne falder nogen af deres medstuderende fra, fordi de har undervurderet på det faglige niveau på assistentuddannelsen.
- I forhold til det boglige aspekt kan man måske prøve at forlænge uddannelsen lidt, og måske give nogle flere timer til undervisningen, siger social- og sundhedsassistentelev Kian Nedrud.
En fremskrivning fra Dansk Erhverv viser, at der i 2040 vil være 61 procent flere ældre over 80 år i Nordjylland. Der skal altså uddannes langt flere sosu'er og derfor vil statsministeren også have fokus på frafaldet.
- Jeg tror, vi skal have en endnu bedre vekselvirkning mellem praktik og det, der sker på skolebænken. Der skal være god vejledning. Det er noget af det, der skal til, siger statsminister, Mette Frederiksen (S).
Tosprogede elever har det svært
30 procent af eleverne på Sosu Nord er tosprogede. Mange er kommet til Danmark i deres voksenliv og særligt her er frafaldet højt. Skolen har netop fået midler til at styrke danskundervisningen, og det kommer til at ske fra nytår. Det skal få frafaldet ned.
- De har et hverdagsdansk, men de har ikke dansk, der er tilstrækkeligt stærk til at kunne gennemføre en faglig uddannelse, fortæller Lene Kvist, direktør på Sosu Nord.
Sosu-eleverne fortæller statsministeren om deres uddannelse.
Foto: Lisbet Christensen
Regeringen har flyttet ressourcer fra universiteterne til sosu-uddannelserne, og der er vedtaget et lønløft til de sosu-ansatte. Det håber eleverne også kan være med til at få flere til at gå sosuvejen.
- Jeg ser positivt på det. Jeg har gode forventninger til, at vi bliver flere og bedre til vores job, siger Kian Nedrud.