Vil du donere dit blod? Her åbner to nye tappesteder
Foto: Pressefoto, Region Nordjylland
De nye tappesteder åbner i løbet af 2025, som følge af en politisk beslutning i regionens budget for året.
Bor du i Frederikshavn eller Farsø og vil gerne donere blod? Så kan du se frem til, at det bliver meget lettere tilgængeligt.
Tappebussen blev lagt ned for nogle år siden, men nu er permanente tappesteder på vej i Frederikshavn og Farsø.
- Vi kan se, at der er potentiale for at tiltrække nye donorer i de to områder, da bloddonorerne ikke i det forventede omfang har søgt hen mod de centrale tappesteder, efter tappebussen blev nedlagt for nogle år siden, lyder det fra Lina Hundebøll Jespersen (V), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland.
Blodbanken vil i løbet af 2025 åbne de nye tappesteder, som forventes at blive placeret på byernes sygehuse. Efter planen vil der være åbent to gange ugentligt i Frederikshavn og en gang i Farsø.
- Jeg håber, at det nye tiltag vil få både frafaldne donorer og nye donorer til at melde sig til bloddonorkorpsene. Det vil være med til at gøre donorkorpset mere robust.
De nye tappesteder vil kunne frigøre plads i Aalborg, der er det eneste sted, der tapper blodplasma. Blodplasma bliver ifølge formanden brugt til at fremstille livsvigtig medicin.
Per Højen, der er formand for regionsbestyrelsen for bloddonorerne i Region Nordjylland, glæder sig også over de nye tappesteder. Nu håber han at der vil være opbakning til det.
- Det er op til borgerne at vise deres vilje til at møde op og gøre en forskel. Fra bloddonorerne er vi klar til i god tid at komme ud på gader og stræder for at hjælpe med at rekruttere donorer til de nye tappesteder, så de kan komme godt fra start og blive en succes.
Udover Aalborg, Farsø og Frederikshavn, kan du få tappet og donere blod i Hobro, Hjørring, Thisted og Nykøbing Mors.