Har underholdt danskerne i 51 år - kun én ting kan få ham til at stoppe
Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
78-årige Niels Hausgaard bliver ved, så længe publikum gider - til februar tager han på endnu en turné.
Den folkekære musiker bliver optaget i Hall of Fame for folkemusikken. Siden 1971 har han underholdt danskerne - og han er ikke blevet træt af det endnu.
78-årige Niels Hausgaard kan nu sætte endnu en titel på CV'et, nemlig som medlem af den nystartede Hall of Fame for folkemusikken.
Det er Tønder Festival Fond, der står bag initiativet, og det er hans optrædener på festivalen gennem næsten 50 år, der ligger til grund for hans optagelse i det fornemme selskab. Hall of Fame blev oprettet sidste år, hvor Poul Dissing blev optaget.
Niels Hausgaard har som folkemusiker, sangskriver og satirisk entertainer underholdt på den danske scene siden 70'erne. Og kun én ting, kan få ham til at indstille karrieren.
"Kan fortsætte, til jeg er 100"
- Det er i hvert fald nogen, der vil én det godt, lyder det ydmygt fra den folkekære vendelbo om hædersprisen.
Til februar tager han ud på endnu en turné, og han har ikke selv tal på længere, hvor mange gange, han har turneret rundt i de danske byer gennem sin over 50 år lange karriere.
- Jeg synes næsten, det hele har været ét stort højdepunkt. Det er aftener, hvor alle har været glade, lyden har været god, og alle har haft det sjovt, jeg tænker tilbage på.
Selvom Niels Hausgaard er nået en alder, hvor de fleste for længst er gået på pension, så er det ikke noget, der trækker i nordjyden. Han har svært ved at finde grunden til at stoppe.
- Det er kun, hvis publikum ikke gider længere. Så længe de gider, så gider jeg også. Og så kan jeg fortsætte, til jeg er 100, siger han med smil i stemmen.
Ikke noget sikkerhedsnet
Niels Hausgaards nye show hedder “The Danish Dane”, og pianisten Martin Schack er med på scenen ligesom i 2022.
Han har skrevet en række nye sange ud fra, hvad der optager ham i verden lige nu.
- Mit bedste materiale er det almindelige. Det som mange ved noget om. Det er jo dét, der er vores fælles liv, siger Niels Hausgaard.
Hans koncerter er sjældent ens, og han giver god plads til improvisation sammen med sit publikum. Derfor har han svært ved helt at løfte sløret for, hvad hans show kommer til at handle om:
- Når jeg så går på scenen, så er publikum med til at lave resten. Så hvad det bliver, det er ikke til at sige.
Niels Hausgaard - Blå bog
Niels Hausgaard er født 31. august 1944 i Hirtshals.
Han er uddannet skibssmed fra Hirtshals Havn og sejlede i 1960’erne for flere store rederier.
Han blev i 1970'erne kendt for sine sange og underspillede komik – leveret med en humoristisk og lun blanding af menneskekundskab og samfundssatire på vendelbomål.
I 1990'erne optrådte han med komikeren Erik Clausen i en række tv-udsendelser med titlen Clausen & Hausgaard.
Niels Hausgaard har siden 2019 medvirket i TV2 Zulus serie Minkavlerne, sammen med blandt andre Ruben Søltoft, Kirsten Lehfeldt og Kasper Gross.
Kilde: Wikipedia
Hvad der optager danskerne, ligger dog ikke altid lige for, fortæller Niels Hausgaard.
- Det har jo ændret sig gennem de 50 år, jeg har været på scenen. Nu er der så mange medier i dag, så det er sværere at finde ud af, hvad de unge eksempelvis interesserer sig for. Det er altid udfordrende, for der er ikke noget sikkerhedsnet. Og hvis der var, så ville jeg ikke gide, slutter han.
Prisen for at bliver optaget i Hall of Fame, er et kunstværk i prosa og træ, bliver overrakt den 19. november klokken 18.00 I Tønder på Hagge’s Musik Pub.