Genbrug er et hit: Omsætningen blev tredoblet på halvandet år
I Arden oplever man det helt store salgseventyr. Her er man på halvandet år gået fra en omsætning på 300.000 kr til knap en million kr.
Røde Kors' genbrugsforretning i Arden er en sand succeshistorie og et bevis på, at genbrug er topmoderne. På halvandet år er butikkens omsætning steget med 200 procent.
Enhver by med respekt for sig selv har efterhånden en eller flere genbrugsforretninger.
I Nordjylland har Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp 125 genbrugsforretninger og de bliver større og de omsætter for mere og mere.
Særligt en genbrugsforretning adskiller sig fra de andre. Det er Røde Kors Genbrugsforretning i Arden.
På halvandet år er omsætningen gået fra 300.000 kroner til 900.000 kr og nærmer sig en million kroner.
- Det er helt vildt. Det havde jeg aldrig drømt om, siger Kirsten Christensen, der er daglig leder.
- For et par år siden havde vi kun en lille butik på 80 kvadratmeter. I dag har vi til huse i en tidligere fabriksbygning i udkanten af Arden, siger hun. Vi har så meget tøj, isenkram og andet, at vi fylder et lokale på knap 1.000 kvadratmeter, siger hun.
Kirsten Christensen tror på, at de omsætter så godt fordi nordjyderne for alvor er hoppet på genbrugsbølgen.
De frivillige hjælpere udgør et team på 48 kvinder og 12 mænd.