Formand for europæisk folkemøde: - Jeg er dybt imponeret over Mariager
Se TV2 Nords liveudsendelse fra Political Festival of Europe i Mariager ovenfor.
Fredag sendte TV2 Nord live fra det europæiske folkemøde i Mariager, hvor Stine Bosse fortalte, hvorfor det er vigtig at tage et smut forbi.
Hvis fredagens silende regn afholdt dig fra at kigge forbi til det europæiske folkemøde, eller Political Festival of Europe som det korrekt hedder sig, så kan du i denne artikel se, hvordan det forløb fredag.
TV2 Nord trodsede nemlig regnen og sendte fredag aften live i 20 minutter. Den udsendelse kan du se øverst i artiklen.
En af de gæster, som TV2 Nord snakkede med var formanden for folkemødet, Stine Bosse. Hun understregede vigtigheden af at tale med hinanden på tværs af landegrænser.
- Det, der adskiller det her folkemøde fra andre, er, at vi mødes med en europæisk dagsorden – vi lærer af hinanden, vi udfordrer hinanden, vi diskuterer med hinanden, og det er enormt spændende, fortæller hun.
Det kan måske lyde en anelse kedeligt med europæiske forhold og politik – hvordan kan man gøre det folkeligt?
- Det er spændende, at mange af de udfordringer såsom klimaudfordringer, inflation og sikkerhedsudfordringer er nøjagtig de samme i mange europæiske lande, forklarer Stine Bosse og fortsætter:
- Det, at vi kan mødes om de temaer, at vi kan synge sammen, danse sammen, spise og hygge os sammen – det er det, der skal til, for at vi kan forstå hinanden.
Begejstrede gæster
Festivalens formand udtrykte desuden sin begejstring for den måde, som Mariager har taget imod projektet, og der var da også flere begejstrede nordjyder blandt folkemødets gæster.
- Jeg synes, det har været over al forventning. Det har været vildt spændende, og der er mange gode pointer i debatterne, fortæller Sisse Frost fra Hobro.
En anden begejstret gæst er Marianne Jespersen fra Mariager.
- Det er sjovt at se de der ministre, som vi ellers kun ser på fjernsyn. Det er spændende at se dem i virkeligheden, lyder det.
En af de ministre, der i fredags var til stede – ikke på fjernsyn, men i virkeligheden – var Flemming Møller Mortensen (S), minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde.
- Jeg kan mærke, hvordan egagementet summer i Mariager, og jeg har allerede haft mange frugtbare dialoger, fortæller han.
Political Festival of Europe finder sted i Mariager og løber fra den 25. – 28. august.