Forlod Venstre: Nu skal Pernille være næstformand i Danmarksdemokraterne
Inger Støjbergs nye parti har nu fundet sin næstformand - hun bor også i Hadsund.
Danmarksdemokraterne, med Inger Støjberg i spidsen, er klar med partiets næstformand.
Det bliver den tidligere formand for Venstre i Nordjylland, Pernille Roth, som får posten. Det bekræfter hun lørdag over for TV2 Nord.
- Jeg ser det ikke som om, jeg skal være politiker. Jeg har i mange år været i politiske organisationer, og det synes jeg faktisk er rigtig sjovt. Der kan man få lov til at påvirke politikerne, så lige nu ser jeg ikke, at jeg skal stille op til noget, lyder det fra Pernille Roth.
Hun var indtil begyndelsen af februar sidste år lokalformand for Venstre i Nordjylland, men forlod partiet efter 18 års medlemskab. Det skete i kølvandet på, at Inger Støjberg forlod Venstre efter rigsretssagen.
Nu skal de to politikere, der i øvrigt bor naboer, arbejde sammen i Danmarksdemokraterne.
Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne har på rekordtid opnået de 20.182 vælgererklæringer, som det er krævet, før et parti er opstillingsberettiget til et folketingsvalg. Det skete fredag den 1. jul - otte dage efter partiet blev præsenteret.