Foreningslivet vil mærke Fjordbank Mors-krak
Et bankkrak kan gå udover det lokale kulturliv. Det ved man alt for godt i Han Herred, hvor EBH Bank krakkede.
Bankens kollaps kan få konsekvenser for andre end aktionærer og bankkunder
Morsø Sparekasse Fonden, der ejede 60 procent af Fjordbank Mors har med krakket mistet alle sine penge. Ligesom EBH Fonden har Morsø Sparekasse Fonden støttet op om lokalsamfundet.
Men EBH Bankens krak viser, at også forenings- og kulturlivet kan blive ramt.
Formanden for Sport og Kulturcenter Brovst, Leo Pedersen, fik for tre år siden bevilliget en million kroner til opførelsen af et multihus. Men med EBH-bankens krak forsvandt pengene og drømmen om en færdiggørelse af projektet.
- Røvrendt er et stærkt ord, men det er nok det tætteste, man kommer på den følelse, jeg har lige nu, fortæller Leo Pedersen.
Indtil nu er der i forbindelse med multihuset blevet bygget konferencerum og klublokaler, men den sidste million kroner, som Sport og Kulturcenteret skulle bruge til omklædnings- og depotrum ser endnu ikke ud til at ramme Leo Pedersen og Brovst.
- Jeg frygter, at det bliver en evighedsforestilling det her, men forhåbentlig kommer der en løsning, slutter Leo Pedersen.