![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDUvb3JnYXNtZS0uanBn/orgasme-.jpg?fm=jpg&w=1372&h=766&s=1198117f4cbc676d09cd8e9f90eee993)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDUvb3JnYXNtZS0uanBn/orgasme-.jpg?fm=jpg&w=1372&h=766&s=1198117f4cbc676d09cd8e9f90eee993)
For få kvinder kommer under sex: Nu skal de tage orgasmen selv
Foto: Grafik/TV2 Nord
At tage en orgasme kan lyde både mærkeligt og uoverskueligt. Der er dog nogle gode råd til, hvordan man tager en orgasme i stedet for at få en.
'Ved du, hvad orgasmekløften er?'
- Nej.
- Nej.
- Det ved vi ikke.
Det er svaret fra størstedelen af nordjyderne, som TV2 Nord onsdag spurgte på gaden.
Men hvad er orgasmekløften egentligt?
Et amerikansk studie viser, at hele 95 procent af heteroseksuelle mænd normalt eller altid får en orgasme ved samleje, mens tallet blandt de heteroseksuelle kvinder kun er 65 procent.
Det kaldes orgasmekløften.
Kvinder skal tage en orgasme
- Problemet med orgasmekløften det er, at alle personer fortjener nydelse under sex, men ikke alle oplever nydelse under sex.
Sådan lyder det fra Celina Christensen, der er psykologstuderende på Aalborg Universitet, foredragsholder hos GirlTalk og vært ved Peech.
Hun mener derfor, at kvinder skal sørge for at tage en orgasme i stedet for at få en.
- Forskellen på at få og tage en orgasme, handler om, hvis ansvar det er. Det handler om, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at orgasmen kommer til en.
- Det handler om, at man faktisk også nogle gange skal lave et stykke arbejde for at tage orgasmen. Jeg mener, at vi burde fokusere på, at vi ikke nødvendigvis kan regne med, at orgasmen kommer til en, forklarer hun.
Hvordan gør man det?
At tage en orgasme kan lyde både mærkeligt og uoverskueligt. Der er dog nogle gode råd til, hvordan man tager en orgasme i stedet for at få en.
- Man lærer at tage en orgasme ved at lære sig selv bedre at kende, få et stærkere forhold til sin krop, og hvad der føles rart og ikke rart. Det handler om grænsesætning, men også om at vide, hvad der foregår i både hovedet og kroppen, forklarer Celina Christensen.
Derudover mener hun også, at der bør være bedre og mere fokus på seksualundervisningen i folkeskolen, som i øjeblikket undervises i uge seks hvert år, hvor der er særligt fokus på den obligatoriske seksualundervisning i landets grundskoler.
- Jeg har været seksualist, og har givet seksualundervisning til folkeskoleelever, og her var der mange 'vulvabærerer' (en person med en vagina, livmor, vulva, eller hvad man ellers kalder det kvindelige kønsorgan, red.), der var i tvivl om, hvorvidt de havde fået en orgasme før, og det vækkede min interesse, forklarer hun.
Hvad er uge sex?
Siden 2008 har Sex & Samfund tilbudt alle landets skoler at deltage i undervisningskampagnen Uge Sex. Kampagnen har til formål at bidrage med inspiration og nye alders- og tidssvarende undervisningsmaterialer til seksualundervisning til alle trin i grundskolen.
Hvert år tager kampagnen et nyt tema op, der søger at ruste børn og unge til at håndtere dilemmaer og muligheder relateret til deres hverdag og trivsel.
Kilde: Sex og samfund.
Hvad er en orgasme
Men en ting er spørgsmålet om, hvorvidt man har prøvet at få en orgasme - men hvad er en orgasme sådan helt konkret?
- Jeg synes, man skal ændre den fortælling, der er om orgasmen. I popkultur og porno visses det som fyrværkeri og store rystelser, men det er så meget mere end det, forklarer Celina Christensen.
Men hvad er det så?
- Rent fysiologisk er det en masse små sammentrækninger ved kønsorganerne. Det kan både være store sammentrækninger, man kan mærke, men det kan faktisk også være små sammentrækninger, som man ikke mærker, så man kan få en orgasme, som man ikke mærker, forklarer hun.
Generelt mener hun, at sex handler om nydelse, men at nydelse handler om meget mere end bare sex. Dog er orgasmekløften ifølge Celina Christensen opstået, fordi vi lever i en mandsdomineret verden.
- Jeg tror, orgasmekløften findes, fordi vi lever i et patriarkatet og en meget mandsdomineret verden, hvilket er med til at dominere os, når vi går i seng med hinanden, afslutter hun.