Jan frygter dødsstød til Aalborg midtby: Politikerne løber fra deres løfter
Byrådet i Aalborg er med til at udsulte midtbyen i Aalborg, mener mangeårig byplanlægger.
Jan Nielsen var byplanlægger i 20 år på borgmesterkontoret i Aalborg. Men når han går rundt i Aalborg midtby, bliver han trist over den udvikling, som byen har taget.
De tomme butikslokaler bliver flere og flere, når man går en tur gennem det centrale Aalborg, og det er i høj grad byrådet, der er medskyldige, mener Jan Nielsen.
- Det har været meget skidt i denne byrådsperiode, hvor politikerne gør det stik modsatte af det, de lovede borgerne i Aalborg, siger han.
Mens bymidten i Aalborg længe har været under pres, tillader politikerne nye store butikskæder i City Syd i Skalborg og City Nord ved Bouet, der vil vokse kraftigt de kommende år.
Og det sker, selv om byrådet i 2021 vedtog en kommunalplan, hvor man lovede ikke at udbygge City Syd eller tillade flere såkaldte aflastningsområder svarende til City Syd.
- Alligevel har man udbygget i City Syd, og man etablerer et aflastningsområde ude ved Bouet. Det er lidt at bedrage, siger Jan Nielsen.
Men det afviser Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S) blankt.
- Jeg ser jo ikke udviklingen i City Syd eller oppe ved Bouet som en modsætning til det, der sker inde i midtbyen. Det kan sagtens være hinandens forudsætninger, fordi du får nogle andre og nye kunder ind. For eksempel ved Bouet vil vi tiltrække kunder nordfra og fra nogle af vores nabokommuner, siger han.
Nyt butiksområde på 30.000 kvm
Byrådet i Aalborg har godkendt en plan for Bouet, hvor der skal bygges et nyt, kæmpe butiksområde på op mod 30.000 kvm. Det skal etableres ved motorvejen, hvor Kvickly ligger i dag.
Og det er netop den slags storcentre tæt ved motorvejen, der ifølge den mangeårige byplanlægger, Jan Nielsen, er dødsstødet til midtbyen.
Men ligesom borgmesteren affejer den ansvarlige rådmand, Jan Nymark Rose Thaysen (V), kritikken.
- De butikker, der kommer herude i Bouet vil jo svare til dem, der er ude i City Syd. Altså store forretning som T-Hansen, Harald Nyborg, køkkenfirmaer osv. Og det er jo ikke nogen, vi har inde i Aalborg midtby, siger han.
Jan Nielsen frygter dog stadig, at en gåtur i midtbyen bliver mødet med endnu flere tomme butiksvinduer.
- De slagter jo hele midtbyen, siger han.