Flertal for værnepligt for kvinder: - Det vil styrke Forsvaret
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Med Socialdemokratiets melding er der nu flertal. Susanne Kiholm Lund, der er chef for Trænregimentet ser frem til, hvis værnepligten også kommer til at gælde kvinder.
Først afviste forsvarsordfører Simon Kollerup (S) at indføre værnepligt for kvinder. Men et par timer senere - torsdag eftermiddag - meldte han ud på Twitter, at han og Socialdemokratiet støtter op om idéen.
Dermed er der flertal i regeringen, efter Moderaterne samt Venstre onsdag aften bragte det på dagsordenen.
(1/2) Kvinder og værnepligt: I @Spolitik er vi enige med @venstredk & @moderaterne_dk. Vi går ind for, at der skal være værnepligt for kvinder. Men det kan ikke stå alene. #dkpol
— Simon Kollerup (@simonkollerup) January 26, 2023
Simon Kollerup (S) understreger dog, "at det ikke kan stå alene":
- Vi skal samtidig sikre, at rammerne for ligestilling i Forsvaret forbedres. Det handler både om kultur og praktiske forhold. Det ser vi frem til at drøfte med folketingets partier i kommende forhandlinger.
Vil styrke Forsvaret
Hos Trænregimentet i Aalborg vækker nyheden om flertal for kvindelige værnepligtige begejstring:
- Jeg ser personligt frem til, hvis værnepligten også kommer til at gælde for kvinder. Vi har gode soldater ved Trænregimentet. En bredere diversitet vil helt sikkert udvikle vores regiment yderligere og det øvrige forsvar generelt, skriver Susanne Kiholm Lund, chef for Trænregimentet og garnisonskommandant for Aalborg, i en mail til TV2 Nord.
- Vi vil gerne øge diversitet ved Trænregimentet, så vi i størst mulige grad afspejler det omkringliggende civilsamfund. Jeg tror på at jo flere perspektiver vi får på opgaveløsningen, jo bedre løsninger kommer der. Diversitet kommer i mange former. Samtidig får vi brug for alle dem der kan og vil, uanset køn, etnicitet, og religion og andet, hvis vi skal kunne løfte fremtidens opgaver for Forsvaret. Her skal vi ikke kun afgrænses til halvdelen af befolkningen, skriver Susanne Kiholm Lund.
Kan være med til at modernisere
I dag er op mod en fjerdedel af de værnepligtige i kvinder, og ifølge Susanne Kiholm Lund er ligestilling et stort fokus i dagligdagen.
- Vi udvikler os hele tiden, og vi forsøger, som en historisk mandsdomineret arbejdsplads, at være opmærksomme på vores egne ubeviste bias, i forhold til køn og andre forhold. Det forsøger jeg personligt som kvinde at være en garant for. Vi kan se, at vi bliver bedre og bedre, til at få de kvinder som i dag aftjener værneret, til at vælge en karriere i Forsvaret.
Der har desværre også været sager, der implicerer at nogle kvinder har oplevet sexisme. Hvordan arbejder I på fortsat at undgå det?
- Jeg tror og håber på, at værnepligt til kvinder kan være med til, at vi tager et kvantespring i den retning, som vi skal. I retning mod at være en moderne arbejdsplads, hvor forskelsbehandling, sexisme og anden uacceptabel adfærd ikke tolereres. Vi uddanner os løbende på emnet. Vi drøfter det i mange fora, og vi håndterer eventuelle sager, så snart vi opdager dem. Det er min klare ambition og forventning, skriver Susanne Kiholm Lund.
I 2021 fulgte TV2 Nord kvindelige rekrutter ved Trænregimentet i Aalborg. Se første afsnit her: