Flere nordjyske kommuner bør have ekstra penge fra staten, mener interesseorganisation
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En række nordjyske kommuner bør have et ekstra tilskud fra staten for at få økonomien til at hænge sammen, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd.
Det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen i flere nordjyske kommuner. Derfor bør det økonomiske tilskud fra staten til de mest trængte kommuner øges.
Sådan lyder et forslag fra interesseorganisationen Landdistrikternes Fællesråd.
Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forhandler om kommunernes overordnede økonomiske rammer for 2023.
Landdistrikternes Fællesråd foreslår, at den såkaldte særtilskudspulje forhøjes til 725 millioner kroner. Det svarer til cirka en fordobling af sidste års pulje.
Et øget tilskud til de 17 mest udsatte kommuner skal udgøre en økonomiske redningskrans, så den borgernære kernevelfærd og servicetilbuddene i landdistrikterne ikke slækkes yderligere.
- Der er brug for en løsning her og nu, hvis de mest udsatte kommuner skal kunne opretholde deres decentrale servicefunktioner såsom skoler, daginstitutioner og plejecentre på et nogenlunde anstændigt niveau, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Seks nordjyske kommuner får tilskud
Der er i år fordelt 360,4 millioner kroner fra særtilskudspuljen til 17 kommuner med henblik på at sikre, at kommunerne får bedre mulighed for at levere ordentlig kernevelfærd. Blandt de nordjyske kommuner har Læsø, Morsø, Brønderslev, Jammerbugt, Hjørring og Vesthimmerlands Kommune fået del i puljen.
- Man risikerer at fastlåse en lang række kommuner i en ond spiral, der trækker kvaliteten ud af den borgernære kernevelfærd og det går ud over muligheden for at øge bosætningen, siger Steffen Damsgaard om baggrunden for forslaget om at øge tilskuddet.
- Derfor opfordrer vi til, at de 98 kommuner i KL står sammen om at prioritere en kraftig stigning i særtilskudspuljen som et krav overfor regeringen og håber samtidig, at regeringen fastholder sit ønske om at skabe et decentralt Danmark i bedre balance, som har øget fokus på nærhed, siger han.