Flere end ventet får seniorpension - ni ud af 11 nordjyske kommuner i top
Foto: (Privatfoto)
De nordjyske kommuner scorer højt, når man kigger på, hvor stor en andel seniorpensionisterne udgør af arbejdsstyrken.
- Det betød rigtig meget at få tilkendt seniorpension. Hvis ikke det var sket, så var jeg nok blevet kastet rundt i en mølle af arbejdsprøvning.
Sådan siger Lau Falk, der er en af de knap 30.000 danskere, der er på seniorpension.
Han fik tilkendt pensionen i juni 2020, fordi han ikke længere kunne arbejde som murerarbejdsmand efter mere end 40 år i branchen.
- Jeg kunne næsten ikke få luft til sidst, efter jeg fik dårligt hjerte. Ved et besøg hos lægen fik jeg at vide, at det var slut med at lave hårdt fysisk arbejde, siger Lau Falk.
Det er fem år siden, at seniorpensionen blev indført, og forbundssekretær i 3F, Lene Krabbe Dahl, mener, den har sejret.
- Jeg synes jo, at seniorpensionen har været en succes for nedslidte - især 3Fs medlemmer, siger hun.
Der er store geografiske forskelle, i forhold til hvor og hvor mange der får tilkendt en seniorpension. I Nordjylland er det især borgerne i landkommunerne, der har fået gavn af seniorpensionen.
Ni ud af 11 nordjyske kommuner ligger over landsgennemsnittet, når man kigger på, hvor stor en andel seniorpensionerne udgør af arbejdsstyrken.
De eneste nordjyske kommuner, der befinder sig enten på eller under landsgennemsnittet er Rebild og Aalborg.
På kortet herunder kan du se, hvor mange i din kommune der er på seniorpension.
Ikke mange kommer fra arbejdsmarkedet
Det er ikke første gang, at det bliver fortalt, at der tildeles flere seniorpensioner, end det var ventet, da man 1. januar 2020 indførte seniorpensionen.
Det har tidligere fået arbejdsgiverorganisationer til at råbe vagt i gevær om, at ordningen er med til at fjerne raske fra arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er brug for arbejdskraften.
Men det er ikke tilfældet, lyder det fra forbundssekretæren.
- Statistikken viser, at det kun er fire procent, der kommer fra beskæftigelse, når vi kigger på de af vores medlemmer, der får seniorpensionen tilkendt. Og stort set alle kommer fra offentlig forsørgelse, så det trækker ikke mange ud af det ordinære arbejdsmarked, og de nedslidte får ro på, så de kan bygges op igen, siger Lene Krabbe Dahl.
Modsat 'Arnepensionen' skal der være lægefaglige grunde til, at man bliver tilkendt seniorpensionen, tilføjer forbundssekretæren.
- Og nogle af dem kan glædeligt komme i beskæftigelse igen. Eksempelvis er der et af vores medlemmer, der er begyndt at køre mad ud for madservice nogle timer om ugen, siger Lene Krabbe Dahl.
Medlemmet, som Lene Krabbe Dahl omtaler, er føromtalte Lau Falk fra Fjerritslev. Han kører nu mad ud til ældre 15 timer hver uge.
- Det er godt at komme ud at se lidt andet, så det er meget værd. Men jeg skal også hjem at have benene op, når jeg er færdig med arbejdet, erkender han.
Seniorpension
Det er en betingelse for tilkendelse af seniorpension, at:
personen har højst 6 år til folkepensionsalder,
personen har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse, og
personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
Det er desuden en betingelse, at borgeren opfylder de grundlæggende krav til statsborgerskab, bopæl og bopælstid, som gælder for ret til pension efter lov om social pension.
Seniorpensionsenheden træffer afgørelse om tilkendelse eller afslag på seniorpension. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg.
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Ikke udelukkende rosenrødt
Det er dog ikke et udelukkende rosenrødt billede, som forbundssekretæren kan tegne af ordningen.
For som det er i dag, er der for mange, der bliver afvist, fordi der ikke bliver indhentet den rette dokumentation, lyder det fra 3F.
- Vi har problemer med tilkendelse, da der bliver ikke hentet de oplysninger, der skal til for at træffe en retvisende afgørelse, siger Lene Krabbe Dahl.
Frygter du, at man vil røre ved seniorpensionen?
- Man kan jo altid frygte det, for jeg tror måske, det er en større succes, end politikerne havde tænkt sig. Men forskellen på Arne- og seniorpensionen er jo, at du kun kan få seniorpension, hvis der er en lægelig begrundelse for at have den. Så jeg håber ikke, de rører ved den, lyder det fra Lene Krabbe Dahl, der slutter:
- Jeg synes, vi har de pensionstiltag, der skal til i dag, og det vil jeg meget gerne opfordre politikerne til at holde fast i. Så vi kipper med flaget til seniorpensionen på dens fødselsdag.