Fire unge mænd taget med bilen fuld af tyvekoster
De unge mænd blev taget på havnen i Hadsund. Politiet kørte derefter til den enes bopæl, hvor der blev fundet store mængder af tyvekoster.
Området omkring Mariagerfjord har været plaget af en række indbrud i biler. Det forventer Nordjyllands Politi i Hobro at have sat en stopper for efter fangsten af de 4 unge mænd i nat.
- De har tilsammen erkendt 30 forhold, siger politiassistent, Erling Lyngby Laursen fra Nordjyllands Politi i Hobro til TV2/NORD.
De anholdte er ikke gamle kendige, men politiet har tidligere bidt mærke i dem. De er mellem 19 pg 24 år. De tre kommer fra Mariagerfjord Kommune, mens den sidste kommer fra Pandrups opland.
- Efter eget udsagn har de begået de forskellige indbrud indenfor de seneste 3 uger, blandt på rastepladser rundt omkring, siger Erling Lyngby Laursen.
Nordjyllands Politi har efter endt afhøring valgt at løslade de fire unge mænd.
- De har ingen kriminel fortid, og da de i vid udstrækning af tilstået indbrudene, så har vi valgt ikke at stille dem foran en dommer ved et grundlovsforhør, siger Erling Lyngby Laursen.
Nu skal politiet i gang med at finde de rette ejermænd til de mange tyvekoster.