Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fem nordjyske kommuner giver forældre penge til at passe egne børn - seks andre har intet tilskud

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Rebild Kommune er den kommune i Nordjylland, der giver størst tilskud til forældre, der vælger at passe sine egne børn hjemme, mens størstedelen af de 11 nordjyske kommuner slet ikke giver en krone til hjemmepasning.

Rebild Kommune er den kommune i Nordjylland, der giver størst tilskud til forældre, der vælger at passe sine egne børn hjemme, mens størstedelen af de 11 nordjyske kommuner slet ikke giver en krone til hjemmepasning.

Regler for tilskud til familier, der passer egne børn hjemme, er for bureaukratiske, mener Liberal Alliance, som nu foreslår at give 130.000 kroner i skatterabat for hjemmepasning.

LA-formand Alex Vanopslagh kalder det et nyt, sundt bud på, hvordan man sikrer mere kernevelfærd til familierne.

- Der er mange familier, der under corona har oplevet, hvor fantastisk det var at have noget mere tid med sine børn. Jeg vil ikke tvinge nogle til at gå hjemme, men dem, der gerne vil, skal have friheden til det, siger han til TV 2.

I dag afgør din adresse ikke alene, hvorvidt du kan få tilskud til at passe dit eget barn hjemme, den afgør også beløbet, du i givet fald kan få.

I Nordjylland giver fem ud af de 11 kommuner tilskud, mens de resterende seks kommuner ikke gør.

Højeste tilskud giver Rebild Kommune. Her kan forældre få 6239 kroner pr. barn om måneden til selv at passe sine børn.

I Jammerbugt Kommune giver kommunen 6114 kroner pr. barn om måneden, mens Frederikshavn Kommune giver tilskud på 5506 kroner pr. barn op til to år, mens beløbet er 3546 kr. pr. barn pr. måned for børn mellem tre og fem år.

Thisted Kommune giver tilskud på 5462 kr. pr. måned pr. barn under tre år, mens beløbet falder til 3561 kr. pr. måned pr. barn mellem tre og fem år.

Morsø Kommune giver tilskud på 4531 kr. pr. barn uanset barnets alder.

Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Vesthimmerland, Mariagerfjord og Læsø kommuner yder ikke tilskud til at hjemmepasning.

Fem nordjyske kommuner giver tilskud til hjemmepasning, mens seks nordjyske kommuner ikke gør

LA: Skattefradrag

Står det til Liberal Alliance, så skal der være en skattefradrag til alle danske forældre.

Danmark er både det land i Europa, hvor børn bruger absolut flest timer i vuggestue, og landet, hvor den højeste andel børn under tre år går i daginstitution. Det viser tal fra Eurostat.

Det er ifølge Liberal Alliance resultatet af den socialdemokratiske velfærdsstat, hvor opfattelsen er, at børn har det bedst uden for hjemmet, og at forældres primære rolle er at være "statens skaffedyr", skriver tv2.dk.

Men det skal være slut nu, mener LA'erne, som i forbindelse med deres landsmøde nu kommer med tre konkrete forslag til, hvordan forældre kan få mere frihed til at vælge familien til.

* Skattefradrag for pasning af eget barn: Familier, der vil passe deres børn hjemme, skal kunne få et skattefradrag på 130.000 kroner om året, fra barnet fylder et år og to år frem. Fradraget skal være på 75.000 kroner for børn i børnehavealderen. Et fradrag på den størrelse kræver - afhængig af kommune og andre fradrag - en indkomst på 37-42.000 kroner om måneden. LA foreslår derfor, at halvdelen af det "overskydende" fradrag udbetales som tilskud, hvis ikke man tjener nok til at trække det fulde beløb fra.

* Pengene skal følge barnet: Familier, som gerne vil gøre brug af en privat børnepasser, skal have udbetalt de penge, som kommunen ellers ville have haft som udgift til en vuggestue- eller dagplejeplads.

* Mindre regulering af dagtilbud: Krav om åbningstider og specialpædagogiske kompetencer skal lempes, så det bliver lettere at oprette fri- og privatvuggestuer og -børnehaver. I dag er der blandt andet et krav om en minimumsåbningstid på 49 timer i private vuggestuer.

LA-formand Alex Vanopslagh kalder det ifølge TV2 et nyt, sundt bud på, hvordan man sikrer mere kernevelfærd til familierne.

Men bliver Liberal Alliances familieudspil til virkelighed, vil forskellene på tværs af kommuner altså udgå og i stedet blive erstattet af et skattefradrag.

Udspillet vækker begejstring hos småbørnsfamilieforeningen SAMFO, der arbejder for at fremme vilkår for hjemmepasning. En mulighed, som formand Line Sofie Andersen har oplevet en stigende interesse for de seneste år.

- Det er vigtigt af den indlysende årsag, at det er den måde, man skaber stærk tilknytning mellem barn og voksen. Folk har nogle blødere og mindre materialistiske værdier, end de har haft tidligere. Man vil gerne have tid til familie og samvær fremfor mere i løn og flere ting, siger SAMFO-formand Line Sofie Andersen til TV2.

Bekymret ekspert

Professor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Ole Henrik Hansen, ser også en stigning i interessen for hjemmepasning. Det kan ifølge ham skyldes, at der de seneste år har været stor debat om kvaliteten af vuggestuer og dagplejer.

Ordningen, som Liberal Alliance nu foreslår, vil dog ikke være at anbefale for alle familier, mener Ole Henrik Hansen ifølge TV2.

- Der er børn i udsatte positioner, som vil blive tabt. Som sådan en som mig får helt ondt i maven af at tænke på. Forældre, som ikke forstår at tage vare på deres børn, som det er nu. Vi ved, at de børn har godt af at blive stimuleret og få opmærksomhed i den grad, som de nu gør det i en vuggestue eller daginstitution, siger han til tv2.dk og tilføjer:

- Det her forslag er meget generelt, og det kan jeg godt blive lidt bekymret over.


Politiet leder efter oplysninger om mand i drukneulykke

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Har du information om den mand, der her til morgen blev fundet i Limfjorden ud for Honnørkajn i Aalborg i morges? Så hører Nordjyllands Politi gerne fra dig.

Både dykkere, en båd og en redningshelikopter var her til morgen i gang med arbejdet med at finde manden i vandet. Det lykkedes og manden blev i livløs tilstand sendt til sygehuset. Hans tilstand er kritisk og han er fortsat indlagt.

Nordjyllands Politi har imidlertid ikke kunnet identificere manden endnu. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.

- Mandens identitet er p.t. ukendt for os, og vi søger nu hjælp til at få klarlagt, hvem han er. Vi vil gerne høre fra vidner, der kan have set manden ved honnørkajen eller området dér omkring i morges, og vi håber også at høre fra folk, der ud fra signalementet kan have bud på, hvem manden kan være. Vi har indhentet videoovervågning fra området ved honnørkajen, men vi er stadig interesseret i andre videooptagelser fra stedet, eksempelvis fra bygninger eller køretøjer, forklarer Thomas Ottesen vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.


Borgers tip gav pote: 21-årig mand dømt for indbrud i 22 varebiler

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Genrebillede.

Den 21-årige blev fremstillet i et grundlovsforhør, men endte med at få en straksdom.

En 21-årig mand er den onsdag blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for indbrud i 22 varebiler, hvor han har stjålet kostbart værktøj.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Alle indbrud blev begået i den forgangne weekend i Thy og på Mors, som TV2 Nord tidligere har omtalt.

Retsmødet ved retten i Holstebro begyndte onsdag morgen som et grundlovsforhør, men da den 21-årige kunne erkende de forhold, som anklagemyndigheden lagde frem i retten, endte manden med at få en straksdom.

- Jeg er tilfreds med dommen. Vi ser alvorligt på den her type kriminalitet, og det, synes jeg, dommen er et udtryk for, at retten også gør, siger anklagerfuldmægtig fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Nicolai Vestergaard Soelberg.

Borgers tip gav pote

Det var et tip fra en borger, der ledte efterforskerne fra lokalpolitiet i Thisted på sporet i sagen. Derfor kunne politiet tirsdag klokken 09.30 anholde manden.

Under et af indbruddene blev den 21-årige opdaget af ejeren af varebilen, hvilket resulterede i, at den 21-årige truede ejeren med vold. 

På en adresse fandt politiet desuden også koster fra indbrud i varebiler.

Medgerningsmænd fortsat på fri fod

Det er politiets formodning, at der fortsat er medgerningsmænd på fri fod, derfor fortsætter efterforskningen i sagen.

- Derfor har vi heller ikke yderligere kommentarer til sagen. Dog vil jeg gerne sige, at vi nu også kommer til at arbejde på at finde de retmæssige ejere til de koster vi har fundet, siger Niels Thing Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Den 21-årige mand modtog dommen, og blev fængslet umiddelbart efter retsmødet.


Hvad har du fået? Her er dine mest populære aftensmåltider

Foto: Canva.com

Måltidskulturen er i rivende udvikling.

Det kan rumstere i hovedet hele dagen.

Spørgsmålet om hvad aftenens måltid skal være. Nu er der dog hjælp at hente. I hvert fald hvis du vil indtage den samme gode spise, som flertallet oftest vælger, når de kokkererer.

En ny undersøgelse viser nemlig, hvad nordjyderne typisk ender med at ty til.

Øverst på listen har vi noget, som mange forbinder med i Italien: Pizzaen.

Den er efterfulgt af burgeren, mens rugbrød med pålæg indtager tredjepladsen.

Hvis du tror, at vi nordjyder er underlige, nu hvor rugbrød med pålæg ligger på en tredjeplads over mest fortrukne aftensmåltider, skal du måske tro om igen.

I Midtjylland topper den primitive ret nemlig listen. Bøf og kylling med kartofler og/eller grønt fuldender top fem i Nordjylland. De nye tal stammer fra undersøgelsen Madkultur24, som kortlægger danskernes måltidsvaner.

Følgesvend er med ved bordet

Undersøgelsen viser, at måltidskulturen i øjeblikket forandrer sig hurtigt.

- Mange af os oplever at skulle nå stadig mere i løbet af en dag, og vi gør det meste med mobilen i hånden. Det har allerede aflejret sig i hurtigere madlavning, flere færdiglavede løsninger og en større distance til råvarerne. Nu slækker vi også på rammerne for det fælles måltid, hvor blandt andet skærmene får plads ved det fælles bord, fortæller direktør Judith Kyst fra Madkulturen, som står bag undersøgelsen.

På landsplan er det nu hver ottende, som tager mobilen frem under et aftensmåltid, hvilket er en tredobling siden 2017. Særligt unge har svært at lægge telefonen fra sig. Her har næsten hver tredje telefonen fremme under aftensmåltidet.

Selvom mange giver efter for mobilvanerne og går mindre op i bordskik, er det stadig er syv ud af ti, der spiser aftensmad sammen med andre i 2024.

2156 voksne danskere har deltaget i undersøgelsen.


Milliardær-familie tjener knap 200 millioner - og det er kun i år

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Svend Møller Hansen har nok at smile af. Hans holdingselskab tjener nemlig temmelig godt. Her ses han på stadion - han er nemlig storsponser for Hobro IK.

Familien Møller Hansen fra Hobro klarer sig temmelig godt, selvom virksomheden er solgt.

Prøv lige at forestille dig, hvad du ville gøre, hvis du pludselig tjente 196,1 millioner kroner.

Sådan gør jeg af og til, når jeg spiller lotto.

Men det er virkeligheden for den nordjyske familien Møller Hansen fra Hobro. De behøver ikke at forestille sig det. For familiens holdingselskab har nu har tjent 196,1 millioner kroner på et år.

Familiens formue er opbygget af Svend Møller Hansen, som også ligger navn til selskabet, der tilbage i 1969 stiftede stål- og betonkoncernen DS Gruppen.

Mange år senere kom hans søn, Mads Møller Hansen, ind i virksomhedens ledelse. Og i 2022 blev virksomheden solgt til det tyske industrikoncern Goldbeck Europe. De har dog ikke forstyrret hverken driften eller de godt 6000 medarbejdere.

DS Gruppen er en af Skandinaviens førende industrikoncerner inden for produktion og salg af stål- og betonløsninger til byggeri og industri.

Blandt landets rigeste

Holdingselskabet Svend Møller Hansen Holding A/S er ejet af hele familien, og ifølge regnskabet beskæftiger selskabet sig at besidde kapitalandele, investeringsvirksomhed, samt landbrug og andre beslægtede virksomheder.

Holdingselskabet ejer desuden 75 procent af dattervirksomheden Svend Møller Hansen ApS, og ejer 20 procent af den associerede virksomhed Compsoil A/S. Holdingselskabet har en egenkapital på 2,3 milliarder kroner - og det har været støt stigende de seneste år.

Far og søn er desuden på listen over de 100 rigeste familier i Danmark. Ifølge den seneste liste fra starten af 2024 er de nummer 66 på listen.


Billigt flyselskab trækker sig: Populær flyrute i fare for at lukke

Foto: Josep Lago, Scanpix

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

Det kan efter nytår være slut med at tage en smuttur til den populære storby London fra Aalborg.

Ifølge flymediet Check-in, er lørdag 29. marts nemlig sidste dag, hvor flyselskabet flyver mellem Aalborg og London efter syv og et halvt år.

Lufthavnsdirektør, Niels Hemmingsen, kan endnu ikke be- eller afkræfte, om flyselskabet stopper sine ruter fra lufthavnen. Han påpeger dog, at der ikke er flere billetter til salg til London og til Girona fra marts næste år.

- Jeg har ikke fået en endelig bekræftelse fra Ryanair, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at de lukker dem, konstaterer han til TV2 Nord.

Er i dialog med andre

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

- Det er altid ærgerligt at miste stabiliteten til to destinationer, og London ligger jo højt på listen og er attraktivt, siger han.

Selvom det endnu ikke er bekræftet hvorvidt det irske lavprisflyselskab lukker sine ruter, er Aalborg Lufthavn allerede nu i gang med at finde alternative flyselskaber til ruten til London.

- Vi er i fuld gang med at være i dialog med andre, for at få et overblik over hvilke muligheder, der er for at genetablere forbindelsen, forklarer han.

Lufthavnsdirektøren er træt af, at han endnu ikke har hørt noget, men han påpeger, at luftfarten generelt er udfordret for tiden.

- Mange flyselskaber mangler kapacitet, fordi der generelt mangler kapacitet i markedet, og så har vi også den her passagerafgift, der træder i kraft 1. januar næste år, som får store konsekvenser, afslutter han.