Er Verners oplysninger lækket? Ventetiden er utryg
Alles Lægehus har været udsat for tyveri af data.
Det betyder, at oersonfølsomme oplysninger om patienterne er hos tyve, og det kan ikke udelukkes, at informationerne bliver misbrugt.
Derfor besluttede Verner Madsen og konen Charlotte at oprette en kreditadvarsel på borger.dk for Charlotte.
- Det har vi gjort, så ingen kan oprette kreditter i hendes navn. Men jeg overvejer da, om jeg skal gøre det samme. Jeg ved ikke, om mine oplysninger også er blevet snuppet, siger han.
Verner og Charlotte har begge Alles Lægehus i Dronninglund. Men kun Charlotte har fået en mail om, at hendes oplysninger er blevet lækket. Den mail har TV2 Nord fået lov at se.
Og det vækker bekymring i hjemme i Dronninglund.
- Man sidder tilbage med en følelse af utryghed. Og den vokser, når man læser om andre personer, der slet ikke har læge ved Alles Lægehus, som har modtaget mailen - men ikke mig, forklarer Verner Madsen til TV2 Nord.
Lægehuset beholder oplysninger i et årti
PÅ TV2 Nord har vi de seneste dage fået en lang række henvendelser fra bekymrede borgere som Verner Madsen. Nogle undrer sig over ikke at have fået mail, andre undrer sig over at have modtaget mail uden at have Alles Lægehus som læge.
Gennemgående er bekymringerne og utrygheden.
Derfor har vi på TV2 Nord kontaktet Alles Lægehus og konfronteret dem med de mange spørgsmål. I et svar på mail skriver de blandt andet:
- Beskeden er sendt til alle patienter i vores databaser. Vi har afsendt størstedelen af meddelelserne manuelt, det betyder, at der kan være levereringstid, og at nogle af de berørte borgere vil modtage beskeden før andre.
- Som sundhedspersoner er vi ved lov forpligtet til at opbevare patientoplysninger i mindst 10 år. Det gælder også for borgere, der blot i enkelte tilfælde har kontaktet vores klinikker for eksempel for rådgivning, enkeltstående lægehjælp i forbindelse med en ferie og for patienter, der ikke længere er tilknyttet klinikken.
De opfordrer desuden til, at man kontakter dem direkte, hvis man er utryg.
På lægehusets hjemmeside fremgår det, at der ikke er tegn på, at journalnoter er stjålet. Det er dog oplysninger som: Navn, adresse, telefonnummer, mailadresse, CPR-nummer og i nogle tilfælde om man er KOL- eller diabetespatient.
Læs hele svaret fra Alles Lægehus her:
Beskeden er sendt til alle patienter i vores databaser. Vi har afsendt størstedelen af meddelelserne manuelt, det betyder, at der kan være levereringstid, og at nogle af de berørte borgere vil modtage beskeden før andre.
Som sundhedspersoner er vi ved lov forpligtet til at opbevare patientoplysninger i mindst 10 år. Det gælder også for borgere, der blot i enkelte tilfælde har kontaktet vores klinikker fx for rådgivning, enkeltstående lægehjælp i forbindelse med en ferie og for patienter, der ikke længere er tilknyttet klinikken.
Vi kan af hensyn til krav om beskyttelse af patienters personoplysninger ikke svare på spørgsmål om enkeltpatienter i medierne. Hvis patienter har spørgsmål eller tvivl, er det vigtigt, de kontakter os på data@alleslaegehus.dk. Så vil vi hjælpe med svar og konkret information om opbevaring af data m.m. Vi behandler alle henvendelser grundigt og fortroligt. Det betyder også, at der godt kan gå nogle dage, før man får svar på en henvendelse.
Vi er meget kede af de gener, som de berørte oplever efter det hackerangreb, kriminelle har gennemført på vores system. Vi har fra begyndelsen arbejdet vedholdende sammen med politi, myndigheder og anerkendte eksperter i it-sikkerhed for at håndtere angrebet – og det gør vi fortsat. Hensyn til dette begrænser også, hvad vi i øvrigt kan sige om sagen.