Set i et rent nordjysk perspektiv er landsdelen i den ny SVM-regering stærkere repræsenteret end i den første, der blev dannet for knap to år siden.

Venstres Torsten Schack Pedersen er kommet med på holdet, og hans partifælle Marie Bjerre avancerer. Samtidig fortsætter de to nordjysk valgte socialdemokrater Mette Frederiksen og Ane Halsboe-Jørgensen på deres poster som henholdsvis statsminister og beskæftigelsesminister. Med andre ord er fire af dem, nordjyderne i 2022 valgte til Folketinget, nu ministre. 

Det er dog ikke ny rekord: Da Mette Frederiksen i 2020 omdannede sin første, rent socialdemokratiske regering og trak Flemming Møller Mortensen ind som ny minister, talte regeringen frem til 2022 fem folketingsmedlemmer, valgt i Nordjylland. Det var til gengæld ny rekord!

Udover de fire nordjysk valgte MF’ere i den nye regering fortsætter også Christina Egelund. Hun har tidligere været valgt til Folketinget i Nordjylland for Liberal Alliance. I dag repræsenterer hun Moderaterne - og er i øvrigt ikke længere medlem af Folketinget.

Torsten Schack Pedersen (V) blev for første gang valgt til Folketinget i 2005, men han har først nu fået en ministerpost. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Marie Bjerre rykker op i geledderne 

For Torsten Schack Pedersen og hans bagland i Thisted-kredsen må udnævnelsen til minister for samfundssikkerhed og beredskab have udløst et “Omsider”. 

48-årige Torsten Schack Pedersen, født i Farsø og i dag bosat på Sjælland, har været folketingsmedlem siden 2005 og trofast løst de opgaver, han blev bedt om af sit partis skiftende ledelser. 

En ministerpost blev det bare aldrig til før nu. Hans hustru, Louise Schack Elholm, der har siddet i Folketinget i kortere tid end han, blev i 2022, da SVM-regeringen blev dannet, kirke- og landdistrikts-minister, men røg af holdet ved regeringsomdannelsen i november 2023. 

Den ellers udadtil altid loyale Torsten Schack Pedersen havde dengang svært ved at skjule sin utilfredshed på familiens vegne. Selv fik han posten som kommitteret for Hjemmeværnet - et vellønnet hverv, der nu samtidig må antages at have banet vejen for, at netop han bliver den, der skal stå i spidsen for oprustningen af landets beredskab, så det bedre kan håndtere både naturkatastrofer og andre ulykker. 

Torsten Schack Pedersen har i sine år på Christiansborg prøvet kræfter med næsten alle områder og er en driftssikker holdspiller.

Da SVM-regeringen blev dannet i 2022 - uden at Torsten Schack Pedersen kom med - blev til gengæld en betydeligt nyere nordjysk partifælle, Marie Bjerre, minister.

Hun oplevede et af de mest mærkværdige forløb i en ministerkarriere, da hun i 2023 blev sat af holdet til fordel for en udefrakommende erhvervskvinde, Mia Wagner. Efter få uger kastede hun imidlertid håndklædet i ringen af helbredsmæssige grunde - og Marie Bjerre blev genudnævnt og rykkede tilbage til ministeriet for digitalisering og ligestilling. 

Den 38-årige jurist skal nu som Europa-minister være en del af Udenrigsministeriet og forberede det danske EU-formandskab i andet halvår af 2025. Det er en stor opgave, og at Venstres ny formand placerer Marie Bjerre på denne post, bekræfter, at Bjerre internt ses som en af næste generations topfigurer i partiet.

Marie Bjerre er en god kommunikator og kan fra sin ny post kaste sig over et område, hun tidligere - før hun selv blev folkevalgt - har beskæftiget sig ganske meget med: Fra 2010 til 2012 havde hun nemlig arbejdsplads i Bruxelles som politisk assistent for det daværende Venstre-medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde.

Venstre ser frem mod næste valg

Det blev altså hos Venstre, den nordjyske regeringsdeltagelse denne gang blev styrket. Det ligger der formentlig også strategiske overvejelser bag. Når der senest i november 2026 skal være folketingsvalg, har partiet ikke mindst i den landsdel, hvor Inger Støjberg og hendes nye parti sidst trak mange stemmer fra Venstre, brug for et så stærkt hold som muligt. 

Ministre på kandidatholdet giver i en valgkamp altid ekstra pondus. 

Hos socialdemokraterne i Nordjylland er man stadig i den særlige situation, at landets statsminister er valgt i landsdelen. At Mette Frederiksen beholdt sin tro væbner Ane Halsboe-Jørgensen i regeringen, er ingen stor overraskelse. 

Derimod måtte de tre andre nordjyske socialdemokrater, der i 2022 blev forhenværende ministre - Simon Kollerup, Rasmus Prehn og Flemming Møller Mortensen - konstatere, at telefonen denne gang ikke ringede hos nogen af dem. 


Foto:

Preben overlevede mordbrand, der kostede 159 menneskeliv: - Ingen vil tage ansvar

Der er aldrig blevet placeret et ansvar, efter flere påsatte brande forårsagede katastrofe på Scandinavian Star i 1990.

Der er gået 34 år, men Preben Bislev fra Fjerritslev husker stadig mordbranden på passagerfærgen Scandinavian Star fra 1990, som skete det i går.

Og fredag blev der rippet op i hukommelsen igen, da en redegørelse, der har været tre år undervejs, fra en såkaldt taskforce så dagens lys.

- Den sidder hele tiden i mig. Du glemmer aldrig sådan noget, fortæller Preben Bislev, der var med på færgen, da 159 mennesker mistede livet.

- Nu kommer man jo igen til at tænke på det i flere dage.

Taskforcen retter en alvorlig kritik mod Søfartsstyrelsen i redegørelsen. En grundigere kontrol af skibet kunne med sandsynlighed have reddet menneskeliv, konkluderes det.

- De fejl og mangler vedrørende skibets certifikater og fysiske tilstand, der mest sandsynligt ville være blevet opdaget ved en udvidet havnestatskontrol efter konstatering af 'clear ground', havde kunnet udbedres forholdsvis hurtigt. I bedste fald i løbet af nogle timer, i værste fald i løbet af et par dage, skriver taskforcen blandt andet.

Der står også i redegørelsen, at en udvidet kontrol ikke ville have forhindret ildspåsættelserne.

- Men det ville med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og givet passagererne bedre overlevelseschancer.

TV2 Nord har tidligere lavet dokumentaren 'Mysteriet om Scandinavian Star'. Den kan du se herunder:

Ingen tager ansvar

159 af 359 passagerer mistede livet, og Preben Bislev var en af dem, der slap med livet i behold på færgen, som 7. april 1990 drog fra Oslo mod Frederikshavn.

Og han regner med, at der sker noget efter redegørelsen har set dagens lys.

- Vi kører en sag mod staten, og den får da i hvert fald et pift op efter den redegørelse her, siger han og fortsætter.

- 450.000 skal vi have hver i sagen mod staten, men det kan jo tage mange år, og så er vi nok døde alle sammen. Der er jo gået 34 år.

Han savner dog, at der er nogen, der tager ansvar for mordbranden på Scandinavian Star.

- Der er ingen, der vil tage ansvaret. Alle vil være frie. Søfartsstyrelsen, brandmyndighederne, ditten og datten. Det er dem, der har skylden i min verden, men alle vil vaske sine fingre.

- Sådan en båd skulle aldrig have været ude at sejle, slutter Preben Bislev.

I 2022 fortalte Preben Bislev sin historie i programmet 'Indblik', som du kan se herunder:


AaB-stjerne afbryder interview og hylder ung matchvinder

18-årig AaB'er sørgede for en yderst vigtig og dramatisk sejr fredag aften.

Det var en sidste øjebliksscoring, der skulle til, da AaB fredag aften besejrede Lyngby med 2-1 på Aalborg Portland Park i 3F Superligaen.

Og så kom det fra uventet kant. En 18-årig midtbanespiller.

- At score foran alle de fans er en drengedrøm. Jeg har ikke ord for det lige nu, sagde matchvinderen Mads Bomholt om sin 2-1-scoring dybt inde i dommerens tillægstid.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han var naturligvis utroligt glad, og det samme var den svenske AaB-profil Melker Widell.

- Det er en god følelse. Det er en hård kamp, og der er mange ting i anden halvleg, som vi gerne vil gøre anderledes, men som du kan se på mit ansigt, er jeg meget glad, lyder det fra Melker Widell.

Under interviewet kunne svenskeren ikke undlade at hylde den 18-årige Mads Bomholt.

Melker Widell valgte således at pege på Mads Bomholt og råbe: - Det er ham, det er ham, det handler om!

- At afgøre en kamp i 93. minut. Det er derfor, vi spiller fodbold. Det er bare ekstase lige nu, siger han yderligere i interviewet, der foregik kort efter slutfløjt.

AaB's cheftræner valgte også at sætte fokus på Mads Bomholt, som du kan se i videoen herunder:

Og selvom svenskeren var ydmyg og gav meget af kreditten til Mads Bomholt, så havde han også selv en stor andel i sejren.

Han lavede oplægget til Mathias Jørgensens føringsmål, og derudover spillede han så god en kamp, at han blev kåret til kampens spiller af TV 2-eksperten Morten Bruun, der gav karakterer til spillerne efter opgøret.


En dag med masser af sol byder på en gåtur. Foto: Viggo Hjort Kohberg / Seerfoto

Luften over Danmark er fortsat kølig, men i eftermiddag kan det blive op til 18 grader.

Lørdag træder vi ind i en tørvejrsweekend.

Samtidig bliver der rigeligt med plads til solen på himlen.

Det er dog en kold luftmasse over landet, hvorved temperaturerne holder sig under 20 grader i eftermiddag.

Her får du en oversigt over dagens vejr og til sidst dagens detalje.

Formiddag: Kølig morgen

For midtjyderne har det været en kølig morgen med temperaturer ned til 1,5 grader.

Temperaturen stiger dog stødt opad i formiddagstimerne. Til middagstid forventes temperaturen at have nået over 14 grader i hele landet.

Prognose for lørdag klokken 10. Foto: TV 2 Vejret

I morgentimerne kan der ligge lidt højtliggende skyer over Bornholm, men de driver væk i løbet af formiddagen.

Eftermiddag: Op til 17 grader

Temperaturerne når op mellem 14 og 17 grader midt på eftermiddagen.

Lunest bliver det mod sydøst, og på Bornholm kan det snige sig op på 18 grader.

Prognose for lørdag klokken 15. Foto: TV 2 Vejret

Der kan komme lidt flere skyer på himlen i Jylland i eftermiddag, men det primære billede er en solrig dag.

Det blæser med en let til jævn vind fra nordvest. Ved kysterne i Østdanmark kan det blæse med en frisk vind.

Aften: Skyer driver ind fra vest

Vinden er en smule aftagende i aftentimerne.

Prognose for lørdag klokken 21. Foto: TV 2 Vejret

Sent på aftenen driver højtliggende skyer ind fra vest.

I nat når temperaturerne ned mellem 4 og 10 grader.

Dagens detalje

Selvom det er en kold luftmasse over Danmark, er dagtemperaturerne nogenlunde normale for måneden.

Det er dog en kontrast i forhold til sidste lørdag, hvor temperaturen nåede op på 27,9 grader.


Foto: By og Land i Aalborg Kommune

Vil du prøve noget ulovligt, ganske lovligt?

Et spring fra Limfjordsbroen er den perfekte måde at blive døbt i Aalborg, siger arrangøren bag.

I dag kan du få en unik oplevelse og springe ned fra Limfjordsbroen. Normalvis ville det koste dig en bøde, men i dag er der fuld opbakning.

September er lig med studiestart, og mange unge oplever Aalborg for første gang. Carsten Jørgensen, skolechef i FOF, mener derfor, at det er det helt rette tidspunkt at afholde et sådant event.

- Der er ikke nogen bedre måde at blive døbt på i Aalborg, siger Carsten Jørgensen.

Hvorfor laver man sådan et event, når det normalt er ulovligt?

- Jeg tror, at rigtig mange har haft lyst til at springe i, når de krydser broen. Nu giver vi dem muligheden for at gøre det på en sikker måde, siger Carsten Jørgensen.

Sikkerhedsopbuddet er stort, og man skal derfor ikke være bange for at tage springet. Carsten Jørgensen fortæller, at der vil være en kystlivredder, dykker, paramediciner og en opsamlingsbåd tilstede. Klar til at hjælpe springerne op på land.

Derudover er en mand, der sikrer området, før de springer samt en afviserbåd, der sejler ud til eventuelle både og får dem til at vende skuden.

For at det ikke skulle være nok iføres springerne en helvåddragt, så du kan flyde og en refleksvest, for hurtigt at blive fundet i vandet, hvis der opstår en situation, hvor hjælp er nødvendigt.

I skrivende stund har 75 tilmeldt sig springet på 14 meter direkte ned i det kølige vand, men alle er velkomne mellem 12 og 15. Det eneste krav lyder på, at du skal være i stand til at svømme 200 meter.


Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Nyt fag skal lave bedre læger, men det handler ikke om patienterne

Et helt nyt fag skal øge trivslen hos medicinstuderende på Aalborg Universitet.

I undervisningslokalet i Aalborg Øst sidder en flok medicinstuderende i en rundkreds i stedet for de vanlige rækker. Her lærer de ikke om patienter, men om sig selv.

Faget Trivsel og Compassion i studie- og lægeliv handler om en anden måde at være studerende på og skal give de kommende læger en holdbar løsning til deres videre færd ud i et presset sundhedsvæsen.

- Så de kan klare lægejobbet, på den måde de gerne vil det. Være nærværende, lyttende og dygtige læger, der kan gøre en forskel nu og her, men også på sigt, fortæller underviser, Grethe Harbo fra Lægens Stol.

Hun arbejder med trivsel og arbejdsglæde blandt medicinstuderende og læger. Blandt andet medicinstuderende Klara Buus Kristiansen, der selv var skeptisk i starten af det to uger lange forløb.

- Jeg må indrømme, at det kom lidt bag på mig, hvor meget jeg har fået ud af det, og hvor meget der er at arbejde videre med, siger hun.

Se hele indslaget her:

Oplevelser man ikke kan hænge i garderoben

Et konstant presset sundhedsvæsen, og barske oplevelser gør det svært for læger at præstere over tid. Hvis man ikke lærer om, hvordan man kan være i sådan et arbejdsmiljø, ifølge Grethe Harbo, der selv har arbejdet som læge i mange år.

- Både i forhold til at tage vare på sig selv, og det er noget af det, de får redskaber til, og også til at kunne møde patienterne, forklarer hun.

Medicinstuderende Jonas Johsen Abou-Harb er enig i, at det kan være hårdt at stå i første parket til hårde oplevelser.

- Vi giver en stor del af os selv, og de ting, vi tager med, dem kan man ikke bare hænge i garderoben. Det er noget, der følger én helt hen til hovedpuden, og nogle gange også gør, at man bliver liggende på den længe, fortæller han.

Han er glad for de værktøjer, han har fået i det nye fag, der kan få en til at reflektere og fokusere på de ting, man har gjort godt både for patienten og de pårørende.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Et minut kan være nok

Ifølge Grethe Harbo er et to-uger langt forløb med det nye fag ikke nok, men det en god start i den rigtige retning.

- Vi er nødt til at gøre noget andet, end det vi plejer. Der er kæmpestore udfordringer i sundhedsvæsenet med trivsel, med økonomien, og med folk der søger væk, og det her er et rigtig godt bud på at gøre noget ved det, konstaterer hun.

For Klara Buus Kristiansen har det nye fag været en åbenbaring om, at det nogle gange er de små ting, der hjælper med at passe på sig selv i et presset fag.

- En af de ting, jeg har tænkt meget over, det er det der med lige at tage et minut til lige at trække vejret og mærke sig selv der, hvor man er. Det burde alle mennesker kunne få tid til i løbet af dagen. Bare et minut til sig selv, afslutter hun.