Kort Nyt

Folketingsmedlem kalder til samråd efter Scandinavian-redegørelse

Efter en taskforce har brugt tre år på at undersøge branden på Scandinavian Star, der kostede 159 personer livet, kom redegørelsen fredag eftermiddag.

Her slår taskforcen fast, at de fejl og mangler, der var vedrørende skibets certifikater og fysiske tilstand, sandsynligvis ville være blevet opdaget af en udvidet havnestatskontrol. Det ville med stor sandsynlighed have reduceret katastrofens omfang og kunne have reddet menneskeliv.

På Instagram slår det folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen (SF), der tidligere har boet og været opstillet i Nordjylland, fast, at partiet vil kalde til samråd ovenpå taskforcens redegørelse.

- Har man en lortesag, undskyld mit sprog, så kommer nyheden ud en fredag kl. 16.00. Den er stensikker hver gang. Men denne sag skal ikke bare parkeres ved udgangen af ugen - jeg tager den op i et samråd. Igen, skriver hun og fortsætter:

- For det er ikke bare den største mordbrand, det er også en af de største skandaler i Danmarkshistorien. Og det er ikke gjort med at fyre chefen for Søfartsstyrelsen. Vi fortsætter, som vi har gjort i over 30 år. Vi må aldrig glemme.

Justitsminister, Peter Hummelgaard, skriver i en pressemeddelelse, at det nu er tid til at nærlæse redegørelsen, og at den tragiske brand har efterladt et sår, som stadig ikke er helet.

Der har tidligere været stor tvivl om den efterforskning, som har pågået efter branden brød ud 7. april 1990, da færgen var på vej til Frederikshavn fra Oslo.

Det kan du læse meget mere om herunder:

Trafikuheld ved Fjerritslev

Der der sket et færdselsuheld på rute 11 på strækningen fra Fjerritslev øst mod Brovst. Det fremgår af Vejdirektoratets Vejdirektoratets Trafikkort.

Uheldet er sket ved 6.20-tiden. Vejdirektoratet oplyser samtidig, at "uheldsstedet er ikke sikret".

Der er foreløbig ingen meldinger om de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Pas på i morgentrafikken: DMI varsler om tæt tåge

Opmærksomheden bør være ekstra skærpet, når man kører på arbejde onsdag morgen. Der er nemlig tæt tåge og lav sigtbarhed i hele Jylland.

I et varsel fra DMI lyder det, at sigtbarheden onsdag morgen flere steder kan være nede under 100 meter, og de opfordrer derfor til, at man er ekstra forsigtig, når man bevæger sig ud på vejene.

Det samme gør Vejdirektorates Trafikkort.

Tågen vil forsvinde i løbet af onsdag formiddag, og der venter en dag med masser af sol, svage vinde og lune temperaturer.

Politiet efterlyste 17-årig - nu er han fundet

Opdateret klokken 22.35: Den 17-årige er fundet.

Nordjyllands Politi igangsatte tidligere tirsdag aften en eftersøgning af en 17-årig.

Han er siden blev fundet igen. Det skriver Nordjyllands Politi på X.

Det var blandt andet på baggrund af anmeldelser fra borgerne, oplyser de, og takker derfor for hjælpen.

Region Nordjylland lander budget

Der skulle sidste år spares, men for Region Nordjylland budget for 2025 er der denne gang gladere ansigter at finde hos Regionsrådet.

Her er der nemlig fundet penge til en række områder, som har brug for et løft. Deriblandt børne- og ungdomspsykiatrien, som får 12 millioner kroner, mens operationskapaciteten får et løft på 35 millioner kroner.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi nu tager fat på nogle af de områder, hvor der er størst behov for at gøre en indsats. Vi ved, at det akutte område er presset, ligesom vi gerne vil gøre hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne endnu mere – fx kommer der nu mere operationskapacitet bredt set, ligesom der opjusteres i Thisted, så der her kan laves flere ortopædkirurgiske indgreb, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland, i pressemeddelelsen.

Du kan læse mere om budgettet i regionen herunder:

Endnu et varsel om tåge - kør forsigtigt

Efteråret er for alvor kommet, og det er tågen også.

For anden dag i streg kommer DMI med et varsel om tæt tåge, der giver en sigtbarhed på under 100 meter.

Her meldes der om tåge i hele Jylland fra klokken 21 tirsdag til klokken 9 onsdag. Derfor gælder det også i hele Nordjylland - kun Læsø går fri for tågen.

"Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt", lyder meldingen fra DMI.