Elbil i brand – ligger i ’badekar’ i 24 timer
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Elbilen skal ligge i den vandfyldte container i 24 timer.
Natten til tirsdag gik der ild i en elbil, og Nordjyllands Beredskab tog for første gang en ny form for brandslukning i brug.
Som udgangspunkt er en brand i en elbil ikke sværere at slukke end i en normal bil, men problemet kan være, hvis der går ild i batteriet.
Går der først ild i det, tager det lang tid at slukke, og der er risiko for, at det genantænder.
Derfor vælger man at ’drukne’ bilen i et ’badekar’ – en stor container fyldt med vand.
BRANDE I ELBILER ER VANSKELIGE
Alt peger i retning af, at elbiler bryder sjældnere i brand end benzin- og dieselbiler, men selve branden i elbiler er vanskeligere at håndtere. Brande i biler med litium-ion-batterier kan opstå af sig selv, hvis batteriet påføres skade ved slag, stød, overophedning eller penetrering af batteriets membraner.
Brande i litium-ion-batterier er kendetegnet ved at udvikle sig hurtigt. Brandene kan vare i op til et døgn, hvis ikke batteriet køles effektivt ned. Kvælende slukningsmidler har vist sig ikke at være effektivt, da litium-ion-batterier brænder ved en selviltende proces. Desuden kan der opstå meget giftig røg.
Man håndterer brande i elbiler ved at holde varmen nede med direkte slukning og køling af batteriet. Alternativt kan man lade bilen brænde ud eller placere den i en elbilscontainer, hvor man kan køle den ned.
Kilde: Beredskabsstyrelsen
Og det var netop det, der skete natten til tirsdag i Nordjylland, hvor der opstod brand i en Opel Mokka på vejen Vedbæk i Gug.
Det betød, at Nordjyllands Beredskab for første gang tog metoden i brug, og elbilen nu skal ligge i den vandfyldte container i 24 timer.
Se video af elbilen, hvor den også sænkes ned i 'badekaret':