Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ekskluderet DF'er: - Det er et bovlamt og bovskudt parti

Der bliver ikke lagt fingre imellem i kritikken mod partitoppen fra Erik Høgh-Sørensen, der tirsdag morgen via pressen fik besked om, at han var smidt ud af Dansk Folkeparti.

Det er en lettet, men travl og markant nordjysk politiker, TV2 Nord møder hjemme i Tolne i Hjørring Kommune, hvor han for få måneder siden blev valgt ind i byrådet som eneste medlem af Dansk Folkeparti. 

Erik Høgh-Sørensen er tirsdag morgen ekskluderet fra partiet. Et parti, som han i dag ikke tøver med at kalde en belastning at være medlem af.

- Det er et bovlamt og bovskudt parti, siger Erik Høgh-Sørensen, som ikke begræder sin afsked.

- Jeg er faktisk lettet, for det har været en stigende belastning for mig at være i det parti. Jeg mener, Morten Messerschmidt har brudt sit løfte om at ville hele og forsone partiet, siger han.

Skal ikke tale med ledelsen

- Han er ikke nogen frelser og forsoner. Han har søgt konflikt i et parti, som om han havde vundet formandsvalget med 100 procent af stemmerne, men de sidste 40 procent kan fanden tage, tilføjer han.

Erik Høgh-Sørensen fik beskeden om eksklusionen tidligt tirsdag morgen gennem pressen, og han har ikke talt med partiledelsen i Dansk Folkeparti. Det er der ifølge ham heller ikke grund til.

Meldte formanden til politiet

Mandag anmeldte Erik Høgh-Sørensen Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til politiet. Det skete på baggrund af, at den nordjyske nu tidligere DF'er mente, at partiformanden ikke handlede på information om lovbrud i den lokale partiforening i Hjørring.

Jeg ser ham (Morten Messerschmidt, red.) som manden, der kunne være blevet kaptajn på et politisk slagskib, men har valgt at være tyran på en tømmerflåde

Erik Høgh-Sørensen, løsgænger

- Jeg vidste jo godt, at når jeg anmeldte min egen formand, så ville der nok være nogle, der ville blive en lille smule sure over det, men i sidste ende er ens rolle i politik styret af den samvittighed, man selv har. Og min samvittighed er rigtig god efter det her, lyder det fra Erik Høgh-Sørensen.

- Jeg er faktisk lettet, for det har været en stigende belastning for mig at være i det parti, siger Erik Høgh-Sørensen. Video: Mick Knive Anderson

Endte på en tømmerflåde

Han havde ifølge egne ord håbet, at der ville komme ro i Dansk Folkeparti efter formandsvalget, da Morten Messerschmidt overtog formandsposten efter Kristian Thulesen Dahl.

Men det skete ikke, og det er - ifølge den nordjyske politiker - entydigt ledelsens skyld, at det ikke er sket.

- Jeg ser ham (Morten Messerschmidt, red.) som manden, der kunne være blevet kaptajn på et politisk slagskib, men har valgt at være tyran på en tømmerflåde, lyder det i dag fra Erik Høgh-Sørensen.

Ifølge den ekskluderede DF'er må der være mange gode, hæderlige DF-medlemmer, som må krumme tæer over, hvordan det går deres parti.

- Om de kan redde det, det jeg ved det ikke - det er så heller ikke mit problem længere, siger den nordjyske politiker.

Fortsætter som løsgænger

Erik Høgh-Sørensen har ingen planer om at lægge sit politiske liv på hylden - og han fortsætter som løsgænger i Hjørring Byråd og tager dermed sit mandat fra kommunalvalget med sig.

På spørgsmålet om, hvordan han ser sig selv i politik på den lange bane, lyder svaret, at han slet ikke færdig i dansk politik, men det er op til vælgerne at afgøre.

Han afslører, at han allerede tirsdag morgen er blevet kontaktet af et andet parti, men har endnu ingen aktuelle planer om andet end at være løsgænger.

- Jeg bliver ved at føre den politik, som jeg er valgt ind på, men om jeg melder mig ind i et andet parti, ved jeg ikke, siger Erik Høgh-Sørensen.

Vil ikke tie stille

Han afviser, at det er ham, der har skabt unødig uro i partiet, men erkender, at han ikke er gået ind i politik for at tie stille.

- Jeg synes, jeg har bidraget med meget, og Dansk Folkeparti har været et stærkt parti, det er det ikke længere. Og der er kommet en slutning på det her på grund af den manglende forsoning i partiet, fastslår Erik Høgh-Sørensen.

Der er tirsdag aften generalforsamling i Dansk Folkepartis lokalafdeling i Hjørring, hvor man vil vælge ny bestyrelse og ny folketingskandidat for Hjørring-kredsen.

Se indslag om eksklusionen af Erik Høgh-Sørensen:


Byrådspolitikere skal igen diskutere omstridt lydfil

Den hemmelig lydfil, hvor kommunal medarbejder instruerer i at sortere i en aktindsigt er igen på byrådets dagsorden.

Det sidste er ikke sagt i sagen om den hemmelige lydfil, der har kastet politikerne i Frederikshavn Kommune ud i et stormvejr.

For sagen er endnu engang på dagsordenen, når politikerne i Frederikshavn Kommune mødes til byrådsmøde onsdag i næste uge.

Her har SF stillet et forslag om, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af kulturen og arbejdsmiljøet i den afdeling, hvorfra lydfilen stammer.

Skal være uvildig og objektiv

Det var lidt af en bombe, da TV2 Nord i oktober kunne afsløre en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder i kommunen fortæller, at hun har fjernet og sorteret i det materiale, som pressen - og dermed offentligheden – har søgt indsigt i.

Lydoptagelserne er fra et møde på Frederikshavn Havn 18. december 2023. Her erkender medarbejderen, at vedkommende udelader oplysninger i de sagsakter, som Frederikshavn Kommune har udleveret til TV2 Nord.

Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt det er et udtryk for en kultur, der ligefrem tilskynder til ulovlig sagsbehandling, har SF skrevet i sagsfremstillingen.

Men det skal ikke være en undersøgelse, som kommunen skal lave. Det skal ifølge SF være en ekstern part for at sikre fuld åbenhed og objektivitet.


Læsø er den eneste kommune med gratis skolemad: Nu får flere muligheden

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frokostordningen på Læsø koster kommunen en halv million kroner årligt.

- Det er godt, at flere får den samme mulighed. Vi har været rigtig glade for det, lyder det fra Karsten Sandau, der er skoleleder på Læsø Skole.

I mere end et år har Læsø Skole haft en madordning, der siden dens tilblivelse har været intet mindre end en succes for både børn og voksne.

- For os betyder det jo, at der ikke er nogle elever, der går sultne rundt på gangene. Det er rigtig godt, at flere elever landet over får samme mulighed, siger Karsten Sandau.

Og nu skal mere end 20.000 børn nyde godt af det samme, efter Finansloven er faldet på plads. Her vil partierne bag den nemlig give 850 millioner kroner til en skolemadsordning. Ifølge finansminister Nicolai Wammen vil det betyde, at mere end 20.000 børn kan få skolemad som en del af en forsøgsordning.

- Bureaukrati skal være så lille en del som muligt i forhold til forsøget med mad til børn. Der skal være en eller anden evaluering af det. Der er ingen af os, der er gået ind til forhandlingerne med den ambition, at bureaukratiet skal fylde, siger Nicolai Wammen.

Om det lige er Læsøs model, der har dannet grobund for forslaget er uvist, men der er nogle råd, som han mener, skolerne bør tænke over, når de implementere ordningen.

- Det handler om at have en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, der vil komme. Sørg for at handle i tide, så man kan tilpasse skemaer og arbejdstider, lyder det fra skolelederen.

Der kommer fællesskab og glade børn

Læsø Skoles gode oplevelse er noget, han håber kan give andre skoler lysten til at arbejde hårdt for madordningen.

Se inslag om skolemad på Læsø, da vi besøgte øen sidste år.

- Selvom vi er en lille skole, så sidder vi jo cirka 130 voksne og elever i samme lokale. Det skaber et fællesskab og et rum for samtaler, som ikke var muligt på samme måde før, fortæller Karsten Sandau.

Han siger samtidig, at eleverne får mere energi og koncentrationsevne, når man på den måde sikrer sig, at alle får noget at spise.

- Samtidig sørger man jo for, at vores mest fornemme opgave bliver fuldført: at der er lige muligheder for alle. I større kommuner end vores, oplever man nok, at flere børn end hos os, møder op i skole uden madpakke, det problem løser man jo, lyder det.

Skolen på Læsø overvejer i skrivende stund at udvide madordningen, så børn kan være helt madpakkefri.


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder: