Egholm-loven vedtaget: Fire gange så mange ja-stemmer som nej-stemmer
Foto: GRAFIK/TV2 Nord
88 stemte for, mens 22 stemte imod
Klokken 15.46 14. maj 2024 skete det: Et stort flertal i Folketinget vedtog anlægsloven for en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.
88 stemte for, mens 22 stemte imod. Ingen af de tilstedeværende undlod at stemme. Med andre ord var der fire gange så mange ja-stemmer som nej-stemmer.
Ofte er tredjebehandling af et lovforslag en formssag, der ikke bringer nogen af de folkevalgte på talerstolen. Men sådan gik det langt fra med Egholm-loven. Formanden havde egentlig kaldt medlemmerne til afstemning, men da han så, hvor mange der ønskede ordet, gav han de, der ikke var ordførere, fri, så de kunne forlade folketingssalen, indtil der skulle stemmes.
Det tog Folketinget halvanden time at tredjebehandle lovforslaget. Undervejs stillede løsgængeren Theresa Scavenius to ændringsforslag. Hun ønskede at øge åbenheden om projektets gennemførelse gennem etablering af en særlig hjemmeside, ligesom hun ville pille lovforslagets begrænsninger i borgernes klageadgang ud.
De to ændringsforslag fik begge én stemme, Theresa Scavenius’.
Alternativet delte Theresa Scavenius’ ønsker, men kunne ikke stemme for, fordi ændringsforslagene var fremkommet aftenen forinden. Sofie Lippert (SF) erklærede sig på vegne også af Enhedslisten og Radikale Venstre enig i ønsket om åbenheden, men mente ikke, at ændringsforslagene sikrede det, der var lagt op til.
Sofie Lippert konstaterede, at Theresa Scavenius, der i sin tid blev valgt i Nordjylland, kun ønskede at ændre procedurerne i forhold til dette ene projekt, men ikke generelt.
- Det handler for fru Scavenius måske mere om at tilgodese egen valgkreds end om at løse problemet generelt, sagde Sofie Lippert.
Minister-kritik
Transportminister Thomas Danielsen (V) sagde, at projektet er undersøgt langt mere end normalt. Han fandt det “utidigt”, at kritikere bliver ved med “at misinformere” og tale om juridiske problemer ved lovforslaget.
Det var særligt Torsten Gejl (ALT) og Theresa Scavenius, der i folketingssalen - som de har gjort i en række samråd - kritiserede lovforslaget for ikke at leve op til kravene og for ikke i tilstrækkeligt omfang at beskrive konsekvenserne af den ny 20 kilometer lange motorvej.
Udover Alternativet stemte også SF, Enhedslisten og Radikale Venstre imod lovforslaget sammen med Theresa Scavenius.
For stemte Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti samt løsgængerne Jon Stephensen og Mike Fonseca.
DET SAGDE DE I FOLKETINGSSALEN
- For os i Socialdemokratiet er det en glædens dag. Vi har længe ventet på denne afklaring. Nu er enhver sten vendt, og man skal huske, at i alle 11 nordjyske kommuner har man været enige om, at dette er den rigtige linjeføring.
Rasmus Prehn (S)
- Det er dybt problematisk at lade en motorvej pløje hen over Egholm med den rekreative værdi, øen har for nordjyderne. Anlægsloven er et udtryk for udmattelse: Man nægter at se på alternative løsninger. SF er ikke imod en tredje Limfjordsforbindelse. Men SF er imod en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.
Sofie Lippert (SF)
- Denne dato går over i det nordjyske erhvervslivs historie. Nu er det snart slut med at holde i kø.
Preben Bang Henriksen (V)
- Jeg tror, flertallet er i færd med at træffe en uklog beslutning.
Jette Gottlieb (EL)
- Jeg synes, det er en sorgens dag for Nordjylland. Vejen bliver en sort dinosaur, der vil stå som en skamstøtte for en fossil tidsalder.
Torsten Gejl (ALT)
- Vi nordjyder har et enormt behov for at kunne krydse Limfjorden i bil uden at holde i kø. Man skylder os vendelboer, at Vendsyssel ikke bliver en blindtarm, hvor det er uhensigtsmæssigt at bo eller drive virksomhed.
Per Larsen (K)