Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter mose-ballade: Der er foreløbig ro i Lille Vildmosen

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Omkring 30 personer blev søndag eftermiddag blevet frihedsberøvet af Nordjyllands Politi, fordi de valgte ikke at følge politiets anvisninger og fjerne sig fra omstridt område i Lille Vildmose.

Utilfredse lodsejere fra Lille Vildmosen har ingen planer om at lave aktioner i weekenden, efter Aalborg Kommune fredag netop er blevet færdig med gravearbejdet på stedet. Området er nu omdannet til naturgenopretningsprojekt med nyanlagt dæmning.

Dermed tyder meget på, at der foreløbig er ro i Lille Vildmosen, og det glæder rådmand for området, Hans Henrik Henriksen (Soc.Dem.).

- Jeg håber, man vil respektere det arbejde, der er gjort, derude, siger Hans Henrik Henriksen og tilføjer, at der er ingen, der kan holde til den stemning, der har været der ikke mindst den seneste uge.

- Jeg står fast på, at Aalborg Kommune har retten på sin side, siger rådmanden.

Aalborg Kommunes gravemaskiner er færdig med det fysiske arbejde i det omfattende naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmosen - et projekt, der alene den seneste uge har budt på to voldsom ballade og ført til, at Nordjyllands Politi har måttet frihedsrøve hele 35 personer fra stedet.

Vi ødelægger ingenting, og vi har ingen aktioner i weekenden, det tjener ikke noget formål 

Preben Clausen, talsmand for lodsejerne, Lille Vildmose

De personer, der er blevet frihedsberøvet, er lodsejere fra området, der til stadighed er utilfredse med kommunens genopretningsprojekt, der blandt andet indbefatter en dæmning, som lodsejerne frygter, vil betyde, at deres område vil blive oversvømmet.

Talsmanden for lodsejerne, Preben Clausen, siger til TV2 Nord, at man ikke har planer om ødelægge det netop afsluttede arbejde, men at de jo nok lige skal ud og se, hvad der er gravet.

- Vi ødelægger ingenting, og vi har ingen aktioner i weekenden, det tjener ikke noget formål, siger Preben Clausen.

Flere års uenighed

Uenighederne mellem lodsejerne fra Lille Vildmosen og Aalborg Kommune har stået på i flere år.

I forbindelse med et naturprojekt, der blandt andet indebærer udsætning af elge, begyndte Aalborg Kommune i 2018 at grave med maskiner på privat jord i vildmosen.

Kommunen mener, at den har en færdig aftale med lodsejerne. Det mener lodsejerne ikke.

Tilbage i 2009 fik lodsejerne kompensation for ikke længere at dyrke afgrøder på deres jord, men lodsejerne mener ikke, at kommunen har tilladelse til at grave.

Lodsejerne mener ikke, at kommunen har ret til at råde over deres jord. Kommunen derimod mener, at lodsejerne har afgivet retten.

Politiet bliver kaldt ud til mosen af kommunen, hver gang lodsejerne forsøger at stoppe entreprenørerne.

Kommunen har fået Naturfredningsnævnets godkendelse til det arbejde, der udføres på området, men lodsejerne er ikke tilfredse.

En langvarig konflikt om et stykke jord nåede i dag et dramatisk højdepunkt ved Lille Vildmose. Lodsejerne mener, at Aalborg Kommune ulovligt graver på deres jord, mens kommunen fastholder deres ret til at arbejde, og derfor måtte Nordjyllands Politi i dag rykke ud.  

Ifølge lodsejernes advokat, Jens Jacob Halling (H), fra advokatfirmaet Sønderby Legal i Aarhus, handler Aalborg Kommune ulovligt. I et brev til kommunen skriver han direkte: ”Kommunens handlinger bliver betragtet som værende at sidestille med ulovlig indtrængen, overvågning, hærværk og tyveri på ejendommen og knægtelse af ejendommens ukrænkelighed…”.

- Det er grov krænkelse af min klients ejendomsret – sådan med almindelige ord kan man jo kalde det tyveri, siger Jens Jacob Halling til TV2 Nord.

Debat på ord

Ifølge Preben Clausen vil lodsejerne nu trække vejret foreløbig weekenden over - og så ser de frem til en fortsat debat på ord.

- Vi er på ingen måde blevet enige med Aalborg Kommune, men vi håber på, at vi kan finde en rimelig løsning, siger Preben Clausen, som ser frem til, at han mandag aften kan komme i dialog med rådmand Hans Henrik Henriksen, når TV2 Nord har inviteret de stridende parter til debat i det ugentlige aktualitetsprogram Fokus.

Programmet kan ses mandag aften på TV2Nord og på tv2nord.dk.

Forstå konflikten

I forbindelse med et naturprojekt, der blandt andet indebærer udsætning af elge, begyndte Aalborg Kommune i 2018 at grave med maskiner på privat jord i vildmosen. Kommunen mener, den har en færdig aftale med lodsejerne. Det mener lodsejerne ikke.

 

Konflikten har betydet flere sammenstød med 28 lodsejere i området. De er rasende over, at kommunen er ved at bygge en dæmning, der snart oversvømmer deres jorder. Det har de aldrig givet lov til, mener de.

 

Sagen er ikke afsluttet, mener lodsejerne, som har en advokat på sagen.

 

Aalborg Kommune er ikke i tvivl om, at den handler korrekt og med lovhjemmel.

En stor gruppe utilfredse lodsejere fra Lille Vildmose trodsede igen i dag politiets anvisninger og gik i protest mod Aalborg Kommune ind på afspærret område.

Lisa vil være byens nye købmand: På denne dato regner hun med at åbne

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække butikken til live igen.

Blandt andre Lisa Norman Andersen, der arbejdede i købmanden, før den lukkede. Hun vil være den nye købmand i byen, hvis det lykkedes at få den åbnet igen.

- Jeg brænder for det, og det har egentlig hele tiden været planen, at jeg skulle overtage, når de gamle skulle ud, forklarer hun.

Vil føre gammelt tiltag med videre

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status, og hvor man forsøgte at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, sagde Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde mandag.

Lykkedes det at åbne købmanden igen, så er der særligt et tiltag, som Lisa Norman Andersen vil tage med videre fra den gamle købmand.

- Vi har mange ældre, som ikke kan komme ud af byen, og her har vi kørt en fast vareture til de ældre rundt omkring i byen hver torsdag, hvilket jeg har i sinde at gøre igen, når jeg åbner, forklarer hun.

Hvornår regner du med at kunne åbne?

- Marts eller april forhåbentligt, griner hun.


Faldende elevtal får uddannelse til at flytte ud af centrum

Foto: Aalborg Tekniske Gymnasium

Et faldende elevtal får uddannelsesinstitution til at samle HTX-elever ét sted.

Siden 2018 har en del af HTX-eleverne på Aalborg Tekniske Gymnasium gået i skole i shoppingcentret Friis i den centrale del af Aalborg, men efter sommerferien er det slut.

Her samler uddannelsesinstitutionen nemlig alle elever på Øster Uttrup Vej, hvor hovedafdelingen ligger sammen med erhvervsskolen Tech College.

- Vi er blevet færre elever, og derfor synes vi, det er svært at skabe et godt studiemiljø inde i byen. Vi har bedre mulighed for at lave nogle aktiviteter, der skaber fællesskab, når vi samler eleverne, og vi kan ikke alle være i Friis, siger Rikke Palmgren, der er uddannelsesdirektør og rektor på Aalborg Tekniske Gymnasium.

Færre søger ind

Flytningen kommer til at påvirke tre 2.g-klasser og to 1.g-klasser, der har base i Friis. De skal efter sommerferien møde ind på Øster Uttrup Vej, hvor de dog allerede i dag har enkelte valgfag.

- Vi har været meget glade for at have en afdeling i centrum. Vi delte os på et tidspunkt, hvor vi var blevet meget store, men desværre er der for få unge mennesker, der søger ind på HTX i dag, så derfor samler vi nu eleverne ét sted, siger Rikke Palmgren.

Der er lige nu omkring 200 elever per HTX-årgang på Aalborg Tekniske Gymnasium. Da uddannelsen var størst, var der 350 elever på en årgang.

Ifølge uddannelsesdirektøren er HTX-uddannelsen i Aalborg ramt af en misforståelse, der er opstået, efter at der er indført et system, som omfordeler gymnasieelever efter geografi.

- Vi har ikke fået så mange elever til fra oplandet, fordi eleverne tror, at de ikke må søge væk fra deres nærmeste gymnasium, men vores opland er noget større end de almene gymnasiers, siger Rikke Palmgren.


Stor donation sikrer pusterum til indlagte børn

Børnene på Universitetshospital Nord får nu et rum, hvor de kan bringe kreative idéer til livs og glemme kitler, kanyler og stetoskoper for en stund.

Papir, farveblyanter og limpistoler er i centrum på et nyt kreativt værksted på Universitetshospital Nord.

Kreaheltene står bag projektet, der er blevet til med en donation på godt en halv million kroner fra Spar Nord Fonden.

I krearummet håber man, at fantasi og kreative projekter kan tage børnene væk fra dagligdagen med sygdom. 7-årige William Kronborg Bertelsen er særligt fascineret af militærting og laver et jagerfly i papir.

- Det er sjovt at være hernede, fordi man kan lave alt, forklarer William Kronborg Bertelsen, der på grund af en lungesygdom er kommet på sygehuset, fra han var få måneder gammel.

Kreaheltene er kommet på børneafdelingen i fem år, og derfor har 7-årige William allerede lavet flere kreative projekter som et bamsehospital og hans egen hospitalsstue.

- Jeg har set alt på sygehuset, og så laver jeg det bare, forklarer han om sin inspiration.

For Williams mor, Kia Kronborg, er muligheden for et kreativt afbræk en vigtig del af hverdagen med en kronisk sygdom i familien.

- Det betyder, at det ikke skal være en kamp at komme på sygehuset, og at det ikke skal være en træls ting, påpeger Kia Kronborg, der med det nye værksted får en lidt nemmere gang på sygehuset.

- Nogle gange har vi jo gået og ledt efter kreaheltene, inden vi skulle hjem og fået sygeplejersker til at ringe til dem, bare fordi han vil sige hej og farvel.

Se indslaget herover.

Alle er velkomne

Det nye rum på sygehuset har åbent hver tirsdag og torsdag, og alle børn må være med, om så man er patient eller pårørende.

Det glæder en af kreaheltene, Lise Vandborg.

- Vi ser jo, at børn blomstrer fuldstændig op, når de ser noget andet end kitler. Børn får lov til at være børn i stedet for at tænke på kanyler og stik, og alle de ting, der hører til på sygehuset, fortæller Lise Vandborg og uddyber.

- De har jo brug for at få andre inputs i deres hverdag. Måske er de for syge til at komme i skole eller SFO, og så kan de komme her og lave krea med os, slutter Lise Vandborg.


Julehjælp fra Mevlit: Søger fremmed familie

Foto: (Privatfoto)

Er det noget for dig og din familie?

Det siges, at julen er hjerternes fest.

Vendingen har Mevlit Barut, der bor alene i Hobro, taget til sig. I sidste uge lavede han et opslag på Facebook, og siden er det strømmet ind med positive kommentarer.

'Julen nærmer sig, og jeg ved, der sidder nogle familier derude, som vil elske at give alle deres en fantastisk aften, men måske har ondt i maven over, at det heller ikke bliver denne jul, at det lykkedes, og det kan skyldes mange ting'.

Sådan indleder Mevlit Barut, der til dagligt er kok, sit opslag.

Selv kender han til, at livet sommetider kan være en rutsjebanetur, men i år har han sat sig for at hjælpe en familie, der økonomisk kæmper med at få enderne til at mødes til jul. Derfor tilbyder han at komme forbi og holde jul med en familie 24. december.

Delt vidt og bredt

Mevlit Barut vil både stå for indkøb og madlavning. Alt sammen kvit og frit. Den mangeårige kok er desuden åben over for forslag til menuen. De eneste to krav er, at den udvalgte familie maksimalt skal bo 10 kilometer fra Hobro, og desuden skal de kunne lægge køkken til.

- Jeg håber, at det kan være med til at skabe noget juleglæde, fortæller kokken, inden han gør det klart, at opslaget på ingen måde er lavet, fordi han ønsker at modtage en masse positive tilkendegivelser fra folk.

Reaktionerne på Facebook indikerer imidlertid, at folk synes godt om initiativet. I skrivende stund har opslaget fået mere end 1400 likes. Foruden er det blevet delt mere end 1000 gange.

Trods de mange positive kommentarer er det dog begrænset, hvor mange der har henvendt sig endnu.

'Jeg forstår, at det kan være grænseoverskridende og svært at kommentere på tråden, så vær velkommen til at sende mig en pb (privatbesked red.) i stedet, skriver Mevlit Barut i opslaget.

1. december kontakter Mevlit Barut den familie, som han ønsker at give en håndsrækning. Kokken fortæller videre, at han også køber en lille julegave til børnene i familien.

 


Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Genrebillede.

Opdateret 20:27 - biler kan nu passere uheldsstedet.

E45 Frederikshavnmotorvejen er spærret i nordgående mellem afkørsel 20 Bouet og afkørsel 19 Vodskov.

Det oplyser Vejdirektoratet klokken 19.05.

Spærringen skyldes, at der har været et uheld.

Uheldet betyder, at der lige nu er kø på strækningen. Vejdirektoratet forventer tidligst, at vejen bliver genåbnet klokken 20.30.

TV2 Nord arbejder på at finde ud af, hvad der er sket. Politi og redning er på stedet.

Opdateres...